Kategoriarkiv: naturgrundlag

EFTERLYSNING: HVOR ER DEBATTEN OM SKIFERGAS?

Miljøudvalget er i disse dage i Polen, hvor vi hører om erfaringerne med skifergas. Skifergas optager sindene i Nordjylland, hvor de første prøveboringer snart skal finde sted, men ellers er debatten herhjemme begrænset. Til trods for at skifergas bliver debatteret heftigt i andre lande, såsom Tyskland og England.

Selv oplevede jeg den franske debat. Jeg holder årligt ferie ved Cevennerne i det tyndt befolkede område, Languedoc. Befolkningen er nøjsom og fåmælt. Men for nogle år siden var der pludselig enorm modstand mod skifergas: “Non au gaz de chiste”. Der blev afholdt adskillige debatmøder og skrevet i aviserne. Til sidst indførte Frankrig et generelt forbud mod udvinding af skifergas.

Omtrent på samme tid orienterede VK-regeringen energiudvalget om planerne for at give tilladelse til efterforsknings-prøveboringer i Nordjylland og Nordsjælland. Tilladelsen blev givet uden debat i udvalget, Folketinget eller i befolkningen.

Det kan undre, at debatten om skifergas ikke fylder mere herhjemme, da danskerne jo normalt er meget optaget af miljøet.

Skifergas er en kompleks størrelse. Med de borgerlige i spidsen fremstår skifergas som det rene guld, men skifergas repræsenterer også store risici. Oplysning, inddragelse og debat i den bredere befolkning er vigtigt for demokratiet – også når det gælder skifergas.

Hvis du også interesserer dig for skifergas eller ønsker at blive klogere på skifergas, så kig forbi Dome Of Visions søndag den 14. september kl. 15-17, hvor jeg inviterer til miljøpolitisk salon.

Invitation til miljøpolitisk salon 14.9