Kategoriarkiv: Internationalt udsyn

Udviklingspolitikken under forandring: kan vi forbedre remitternes udviklingseffekt?

Debatindlæg til Altinget Udvikling den 7. april 2015 af Lone Loklindt, RV, Handels-, udviklings og menneskerettighedsordfører

2015 er året hvor hele verden i FN ventes at blive enig om Globale Bæredygtighedsmål. Der er sket meget siden topmødet i Rio 2012. Krigen i Syrien samt en række andre konflikter og naturkatastrofer har skabt mange ustabile regioner og store flygtningestrømme. Der er et rekordstort behov for penge. Behovet for nødhjælp får nu FN til at kalde på udviklingsmidler til at bidrage til opbygning af robuste civilsamfund i de nærområder, som har taget imod et usædvanligt stort antal flygtninge. Det betyder, at vi i situationen kommer til at bruge flere bistandsmidler i lande som ikke er U-lande fordi de indtægtsmæssigt ikke hører til de fattigste.

Det en udfordring, at nogle af verdens fattigste mennesker bor i lande hvor der er stigende rigdom, men kæmpestor ulighed internt i landet. Det er et dilemma, som den konventionelle udviklingspolitik har svært ved at løse.

Vi ved samtidig, at udviklingsbistanden i dag kun udgør en mindre del af de finansielle strømme ind i landene, mens udenlandske investeringer, FDI og remitter udgør nogle helt andre summer. De penge som migrantarbejdere, flygtninge og udvandrede borgere sender hjem til familien udgør større og større beløb. Men effekten kunne givetvis blive større, hvis den var bedre koordineret og rettet mod hele lokalsamfund og ikke mindst hvis man kunne undgå at transfer-bankerne tager op til 20 procent i overførselsgebyr.

Læs resten

Internationale medarbejdere – ikke blot arbejdstagere men arbejdsskabere

Indlæg af Lone Loklindt, MF, Radikale Venstre. Bragt i Weekendavisen i lettere beskåret udgave fredag d. 20. februar. Her er indlægget i dets fulde længde.

Medierne melder flittigt om et stigende antal udenlandske arbejdstagere i Danmark – og fluks bliver debatten unuanceret og handler om østeuropæere, som trykker lønnen ned og tager de jobs, som er svære at få besat med dansk arbejdskraft.

Men hvad dækker tallene (også) over? I mine øjne en særdeles afgørende gruppe af mennesker, som ikke blot er arbejdstagere, men arbejdsskabere. Højtkvalificerede udlændinge med specialiserede kompetencer og internationalt netværk er for mange virksomheder og forskningsinstitutioner afgørende for, at de kan fastholde og udvikle deres aktiviteter her i landet. Og omvendt: kan de ikke få den nødvendige ekspertise, så blokerer det for vækst og nye arbejdspladser.

Evnen til at tiltrække og fastholde international arbejdskraft er blandt de vigtige måleparametre i forbindelse med sammenlignende analyser af konkurrencedygtighed – fx hos World Economic Forum. Det har vi i Radikale Venstre sammen med regeringsparterne taget alvorligt. Derfor har denne regering gennemført en væsentlig reform i 2014 af området for international rekruttering. Vi har bl.a. indført en fasttrack-ordning og bedre vilkår for forskere og internationale dimittender. En reform som nyder opbakning i erhvervslivet, hvor også Dansk Industri giver væsentlige bidrag til at få international arbejdskraft sat på dagsorden.

Jeg ser det som afgørende, at vi holder fast i de her reformer og løbende har blik for, hvor vi kan gøre det endnu bedre. At tage Venstres vej, med regler for hvilke lande virksomhederne må rekruttere fra, er fuldstændig ude af trit med virkeligheden i en globaliseret verden – og et faretruende tegn på, hvad der kan vente os, hvis Dansk Folkeparti efter valget bliver tungen på vægtskålen.

Globaliseringen er ikke en drivkraft, som håndteres gennem grænsebomme og bureaukratiske regler. Det er virksomhederne og universiteterne selv der ved hvem de egentlig har brug for. Globaliseringen har været et afgørende fænomen i udviklingen af vores samfund, siden vi begyndte at handle med hinanden på tværs af lande. Siden blev det hele virksomheder, som begyndte at flytte sig, og i dag er det mennesker selv, som bevæger sig i den retning, hvor de kan opnå og skabe merværdi.

Og ikke blot i økonomisk forstand. Også menneskeligt og kulturelt. Vi får som bekendt øje på os selv, når vi spejler os i andre. Hvad kan vi se? Måske bliver vi mindet om vores muligheder for at kunne færdes sikkert rundt i byen på cykel eller med løbesko på? At vi sætter pris på at kunne trække vejret i rimelig frisk luft? At vi har unikke muligheder for at gøre karriere og samtidig være sammen med vores børn qua vores barselsorlov, eksistensen af daginstitutioner og en kultur hvor det er ok, at forlade kontoret ved 16-tiden? Fortsæt selv dialogen næste gang, du har lejlighed til tale med internationale medarbejdere i Danmark.

Internationale medarbejdere tager ikke vores arbejde, de skaber arbejde i Danmark.