Kategoriarkiv: Miljø

Miljøpolitisk salon: Skifergas i Danmark

Et væld af muligheder eller et problem for miljøet?

Jeg inviterer til miljøpolitisk salon i Dome Of Visions ved siden af Den Sorte Diamant nu på søndag den 14. september kl. 15-17.

Invitation til miljøpolitisk salon 14.9

 

Diskussionen for og i mod skifergas fylder meget i medierne. Debatten er vigtig, men ved vi nok om, hvad vi kan og vil med den danske skifergas? Vi har behov for flere nuancer om de miljø- og sundhedsmæssige risici over for de potentielle gevinster. Kom og bland dig i debatten sammen med:

Peter Helmer Steen, direktør for Nordsøfonden - “Den danske skifergas – muligheder og udfordringer”

Tarjei Haaland, blogger, klima- og energiekspert, Greenpeace - “De miljømæssige konsekvenser”

Lone Loklindt, miljøordfører for Radikale Venstre - “Hvordan kommer vi videre?”

Der er gratis adgang, og der vil blive serveret vand, the og kaffe. Så kom gerne på søndag fra 15-17. Det foregår i Dome Of Visions, Søren Kierkegaards Plads 1, 1016 Kbh K.

Folkemødet på Bornholm 2014

Miljø, mode & design: Fra catwalk til vaskemaskine

Modebranchen er en af verdens største miljøsyndere, men samtidig en af de mest effektive kommunikationsplatforme. Kan modebranchen og andre kreative erhverv være med til at kommunikere miljøspørgsmål og på den måde være med til at ændre samfundets holdning til forbrug? Det satte jeg til debat i det radikale telt på Folkemødet sammen med Jonas Eder-Hansen fra Danish Fashion Institute og Morten Lehmann fra IC Companys.


Godt og blandet fra de mange gode debatter på Folkemødet

Jeg fik i år diskuteret alt fra den robuste borger, til hvorfor frivillige er nødvendige i udviklingsarbejdet, videre til hvilket butiksliv vi ønsker i Danmark, til en verden med fossilfri transport – det har været en fantastisk oplevelse.


Unge som gamle nyder år efter år Folkemødet, og jeg må også selv sige: “Jeg er fan”. Efter en weekend spækket med gode oplevelse, intense debatter, folkefest og en “nær” dialog som ikke findes andre steder, har jeg fået ny energi. Energi til at arbejde endnu hårdere for at komme i mål med mine og radikales politiske mål. Tak.


 

Er Frederiksberg Kommune kun grøn på overfladen?

I sidste uge opfordrede jeg Frederiksberg-Bladets læsere til at komme med bud på, hvordan vi bedst reducerer luftforureningen i byen. Nu har jeg inviteret Søren Have til at være den første gæsteskribent på min “Blog og blandede bolcher”.

Søren Have er ekspert i bæredygtig transport og IT-strategi hos PA Consulting, har en PhD i matematik, kører elbil og så er han en af de ivrigste #dkgreen tweeps med en holdning til det meste på den grønne dagsorden. God læselyst!

Søren Have, 4. maj 2014

I Frederiksberg-bladet d. 29. april 2014 spørger Lone Loklindt: “Har du gode ideer til renere luft i byen?” Lone nævner selv miljøzoner, begrænsning af brændeovne og fremme af elbiler/kollektiv transport som mulige tiltag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg efterspørger at der sker noget med miljøzonerne. Brændeovne-problematikken er der nok andre, der skriver om. Så jeg vil i dette indlæg fokusere på elbiler og Frederiksberg.

Frederiksberg er en grøn kommune både helt konkret, med mange træer, men også i den miljømæssige betydning. F.eks. har Frederiksberg Nordens første elektriske skraldebil (som jeg i øvrigt ofte ser i mit kvarter), flere elbiler til gartnere og en pulje til grøn omstilling.

Elbiler er godt for nærmiljøet, både hvad angår støj og røg (de lokale kilder betyder faktisk meget: under VM i halvmaraton faldt partikelforeningen ganske betydeligt). Elbiler udgør også en vigtig del af den grønne omstilling af transportsystemet. Ja, det er rigtigt, at noget af strømmen stadig kommer fra kul, men mere og mere kommer fra vedvarende kilder – i første kvartal af 2014 var f.eks. 40% af DONGs strøm fra vind/sol. Men, som jeg tidligere har beskrevet i Ingeniøren, hvis elbilernes strømforbrug skal hjælpe den grønne omstilling, så skal opladning ske om natten, hvor vinden ofte blæser uden, at der er noget nævneværdigt forbrug. Dette er ikke noget problem for folk i parcelhus med egen indkørsel og oplader. Men inde i byen, hvor bilerne er parkeret på gaden, er det en udfordring.

I vores familie har vi nu kørt elbil i næsten 2 år. Det er vi alle rigtig glade for. Men det havde ikke kunnet hænge sammen, hvis ikke den dagligt kunne lades på min kærestes arbejdsplads: Først var der jo slet ingen ladestandere på Frederiksberg fordi de absolut skulle være Frederiksberg-grønne. Og nu, hvor der faktisk begynder at komme lidt flere elbiler, er der ofte optaget på de 6 (seks!) ladestandere der er på Frederiksberg (2 stk. ved Brandstationen, Rådhuset og Amicisvej). Og samtidig er Københavns Kommune begyndt at kræve parkeringslicens/billet for elbiler under opladning, så nødløsningen med at køre til Nørre Søgade/Vesterport dur ikke rigtig længere.

Nu vil mange så sikkert tænke: “Men så kan han da droppe bilen helt. Biler hører ikke hjemme inde i byen.” Det kan der være noget om. Man kan nå langt med kollektiv transport, delebiler og (lad-)cykler. Og med ændret parkeringsregulering kunne fleres skubbes i denne retning, så nogle af de pt. 23.000 biler på Frederiksberg kunne undgås. Men nogen har et transportbehov, som realistisk set kræver en bil. I det mindste med det nuværende udbud af alternativer.

Det er trist at erkende det, men konklusionen af ovenstående er, at jeg faktisk ikke vil anbefale elbil til folk, der bor i lejlighed og som har et dagligt kørebehov på over 50 km. (Med mindre de altså har en reserveret parkeringsplads eller, som vi, kan lade på arbejdet.)

Jeg vil derfor bede Frederiksberg (og andre kommuner med meget etagebyggeri) om at svare på følgende. Med konsistente svar, vel at mærke:

  1. Ønsker I at forbedre luftkvaliteten i kommunen og mindske borgernes CO2-aftryk?
    [Forventet svar: "Ja, selvfølgelig!"]
  2. Ønsker I, at det fortsat skal være muligt for mange familier (pt. hver tredje på Frederiksberg) at have bil i byen?
    [Forventet svar: "Ja, selvfølgelig!"]
  3. Hvad gør I konkret og aktivt for, at borgerne kan udskifte fossil-biler med elbiler?
    [Forventet svar: Øh ...?]

Mit ønske-svar til sidste spørgsmål er: “Vi har sammen med ladestander-operatørerne Clever og E.ON udarbejdet en smidig og sammenhængende proces, hvorigennem borgere der kun har adgang til elbil i husstanden sikres adgang til oplader på reserveret parkeringsplads, højst 500 meter fra bopælen. P-pladserne med ladestandere er reserveret til elbiler generelt, ikke til specifikke køretøjer. Pladserne forsøges så vidt muligt anlagt på kommunalt område, så de også kan bruges af kommende elbiler i kommunen, men gadeparkering vil også blive reserveret til elbiler om nødvendigt. Parkeringsafgiften for elbiler er som for andre biler.”

Hvad siger Frederiksberg? København? Århus?

Har du gode ideer til renere luft i byen?

Luftforurening dræber – hvad synes frederiksbergerne vi skal gøre ved problemet? 

Mens der var halvmaraton og folkefest i byen kunne det konstateres, at luftforureningen var en sjettedel af det normale niveau. Forklaringen var naturligvis at mange gader var spærret af og trafikken var yderst begrænset. Kvælstofdioxid (NO2) og partikelforurening er rigtig skidt for helbredet. Nye rapporter fra FN fortæller at hvert 8. dødsfald i verden skyldes luftforurening. I København/Frederiksberg skønnes 200-300 borgere at dø for tidligt hvert år p.g.a. luftforurening, mens rigtigt mange flere har dårlig trivsel p.g.a. luftvejsproblemer. WHO har fornylig kategoriseret partikelforureningen som kræftfremkaldende, årsag til hjertekarsygdomme og især luftvejssygdomme som astma, bronkitis KOL. Undersøgelsen peger også på, at partikler kan påvirke udviklingen af nervesystemet og kognitive funktioner hos børn.

Vi har allerede miljøzoner i hovedstaden som begrænser kørsel med forurenende lastbiler og busser, men gamle biler og varevogne, især dieselkøretøjer og brændeovnsrøg gør at vi nogle steder i byen ikke kan overholde EU¿s grænseværdier. En del af forureningen kommer langvejs fra, men 80% er lokal. For nylig oplevede Paris så høj luftforurening, at bilerne kun måtte køre hver anden dag. Herhjemme diskuterer vi politisk, hvad vi bedst kan gøre ved problemet uden at sætte samfundet i stå.

Skal vi kræve partikelfiltre på alle dieselbiler over 8 år i København og Frederiksberg hvor problemet er størst. Skal vi begrænse brændefyring, der hvor der allerede er fjernvarme? Etablere skrotningspræmie på gamle brændeovne? Skal vi gøre mere for at fremme elbiler og offentlig transport? Hvad synes I, vi skal gøre?

Copenhagen Fashion Summit er platformen, hvor bæredygtig mode fungerer som drivkraft for fremtidens ønske om grøn udvikling

Copenhagen Fashion Summit er verdens største event om bæredygtighed inden for modeindustrien. Dette er stedet, hvor de, der tegner modebranchens bæredygtige fremtid, mødes for at tale om modeindustriens sociale- og miljømæssige ansvar og mulige løsninger

Den danske modebranche har masser af potentiale for både udvikling og vækst. En række aktører fra branchen har nemlig besluttet sig for at være bæredygtige. Det er en unik chance for at skabe vækst i Danmark, hvis vi kan blive markedsførende indenfor bæredygtig mode. Ligesom New Nordic Cooking, der har gået sin sejrsgang verden over, kan bæredygtig mode få tilnavnet New Nordic Fashion.

Når vi er med til at støtte den danske modebranches vej mod bæredygtig omstilling, så er vi med til at gøre en kæmpe industri bedre for verden. Det er der brug for. Bæredygtig omstilling er ikke umulig og utopisk. Det er en reel mulighed, som vi skal blive ved med at arbejde for at gøre mulig. Den nye ressourcestrategis mål om mere genanvendelse, er et godt skridt på vejen mod en bæredygtig modeindustri, som vi kan være stolte af i Danmark. En modeindustri der kan blive et dansk flagskib, der viser vejen frem.

Læs resten

At se verden gennem et nøglehul

Valid, konkret og konstruktiv kritik er altid velkommen. Virkelighedsfjern og snæversynet kritik er modsat unødvendig og ofte formålsstridig. Desværre falder De Miljøøkonomiske Vismænds kritik af regeringens ambitiøse genanvendelsesindsats i sidstnævnte kategori. Begrænsede som vismændene er af deres snævre øko­no­miske faglighed, beskuer de verden – og dens udfordringer og potentialer – gennem et smalt nøglehul. Derfor fanger de naturligvis kun de detaljer, nuancer og perspektiver, som deres snævre faglige optik tillader.

Et af Vismændenes kritikpunkter i forhold til regeringens ressourcestrategi er, at der, i modsætning til, hvad regeringen når frem til i sine analyser, er sam­fund­søkonomiske omkostninger forbundet med genanvendelse frem for forbrænding. Dette er et fint eksempel på, hvordan Vismændene ser verden gennem et nøglehul. For Vismændene overser bl.a., at ved at forbrænde mindre, som er regeringens målsætning med ressourcestrategien, så opnår vi større fraktioner, som det kan betale sig at genanvende. Det er simpelthen økonomisk rentabelt at øge genanvendelsen. Det giver arbejdspladser, fremmer teknologiudvikling, og giver desuden mulighed for at eksportere dansk know-how til en verden, der har voksende ressourceproblemer. Det vil være direkte dumt at fortsætte den nuværende kurs, hvor vi enten sender guldet ud af landet eller brænder det af!

Et andet væsentligt punkt i Vismændenes kritik går på, at øget genanvendelse vil kræve, at husholdningerne bruger mere tid på at sortere deres affald. Her overser Vismændene fuldstændig, at mange danskere allerede sorterer affald, at danskerne er glade for genanvendelse – og faktisk gerne vil sortere mere, når de ved, det nytter. Når Vismændene sætter timeløn på arbejde i hjemmet, anvender de en snæver økonomisk metode, der viser en fordyrelse ved øget genanvendelse, som dybest set ikke er en omkostning for de danske hjem og det danske samfund. Når nu Vismændene var i gang – kunne de jo også have regnet på omkostningerne ved at sortere tøj inden vask eller ved at lave mad. Absurditeten i at prissætte gerninger i husholdningen er indlysende. Sortering af affald bliver blot en ny en af slagsen. Og selvfølgelig skal vi understøtte, at det bliver så nemt for husholdningerne at sortere som over­ho­ve­det muligt.

Følger vi Vismændenes anbefalinger, så mister vi vores bæredygtige førerposition og muligheden for at skabe grønne arbejdspladser i Danmark. Vismændenes forfejlede kritik skal ikke slå os ud af kurs. Med et holistisk syn på de miljøudfordringer vi står over for, fortsætter vi arbejdet for at implementere regeringens ressourcestrategi, fordi cirkulær økonomi og mere genanvendelse understøtter fremtidens teknologier. Og vi tror. På fremtiden.

 

 

Skrald er guld værd

Pressemeddelelse i anledning af præsentationen af ressourcestrategien 07.10.2013

Regeringens nye ressourcestrategi signalerer et paradigmeskift i danskernes tilgang til affald: Genanvend mere – forbrænd mindre! Og gevinsterne er enorme. Både for miljøet og for økonomien.
Radikale Venstres miljøordfører, Lone Loklindt, er begejstret for udsigten til en ny tilgang til vores affald:

“Ressourcestrategien er skelsættende for den grønne omstilling af vores samfund. At gå over til at betragte affald som en ressource er et paradigmeskift som bliver afgørende for den måde, vi kommer til at indrette vores samfund på mange år frem i tiden. Strategien er et enestående eksempel på, hvordan denne regering omstiller Danmark i en grønnere retning – med blik for både miljø og klima, vækst og arbejdspladser,” siger Lone Loklindt, der ud over at være Radikale Venstres miljøordfører også er formand for Folketingets miljøudvalg.

Danmark er et af de lande i Europa, der producerer mest affald per indbygger. Hidtil har affald været betragtet som et uundgåeligt resultat af den økonomiske aktivitet i samfundet – som et problem der på den ene eller anden måde skulle skaf¬fes af vejen, fortrinsvis ved forbrænding. Fra nu af betragter vi affald som en ressource, som vi skal blive de bedste til at udnytte.

Læs resten

Innovation og grøn vækst i affaldssektoren

Danmark tilbage i førertrøjen

Affald er ikke længere blot affald, i dag er affald ressourcer. Ressourcer som vi skal blive bedre til at udnytte og genanvende. Derfor glæder jeg mig til at deltage i DAKOFAs årskonference d. 26.-27. september, hvor den grønne omstilling er i fokus.

Det er et spændende program:

http://www.dakofa.dk/Aktiviteter/konferencer_seminarer/130926/Materiale/dakofa_program_high.pdf

Læs resten

Midt i en omstillingstid

Hvordan kan natur- og miljøindsatsen optimeres uden at vi går på kompromis med naturen og miljøet?

Vi står midt i en omstilling. En grøn omstilling som skal fremme bæredygtig produktion og forbrug, og hvor kommunerne har en nøglerolle både som selvstændig organisation, men også som bindeled mellem virksomheder og borgere. Den grønne omstilling handler om hvordan vi kan reducere vores enorme ressourceforbrug og få vækst og arbejdspladser som ikke påvirker natur og miljø negativt, ja faktisk helst bidrager positivt til at forbedre natur og miljøtilstanden. Derfor er det et godt spørgsmål hvordan kommunerne kan optimere natur- og miljøindsatsen.

Som jeg ser det, er der tre store udfordringer, som også kan blive hinandens løsninger.  1) borgerne skal involveres – det er deres liv det handler om, 2)udviklingen kræver innovative metoder og ny teknologi, 3) og pengene skal række længere.

Læs resten