Månedsarkiv: februar 2013

SU-reform: Tiltrængt og rimelig

SU-reformen skal bidrage til at flere kommer godt igennem en uddannelse. Uanset opvækst, social baggrund og forældrenes økonomiske situation kan alle få en uddannelse. Det er en af grundpillerne i det danske samfund. Og det kan de stadig med reformen. Den danske SU-ordning er en fantastisk ordning.

Danmark er det land i OECD, hvor stipendiestøtten til videregående uddannelser udgør den største andel af BNP. SU’en i Danmark er næsten dobbelt så høj som i Norge og næsten tre gange så høj som i Sverige ( ifølge tal fra DI).

Med SU-reformen er der fortsat SU til alle, men vi vil nu skabe et uddannelsessystem, der er i tråd med den tid vi lever i. På den måde er de studerende med til at hjælpe Danmark i gennem en tid, hvor alle skal bidrage.

En tid, hvor det er nødvendigt at skabe incitament hos de studerende for, at de kan komme hurtigere i gang og på samme tid sørge for, at de ikke spilder tiden. At man eksempelvis skal gå til eksamen i de fag, man har tilmeldt sig, er kun rimeligt.

Vi vil med reformen reducere de administrative byrder for de studerende. Ved hurtigere at give merit ved uddannelsesskift og ved praktik-og udlandsophold kan vi dæmme op for en forsinkelse, som ingen ønsker. Det er positivt.

Vi vil skabe de bedste forudsætninger for de studerende, fordi vi ønsker, at vores børn og unge skal være den bedst uddannede generation i danmarkshistorien.

Kamp mellem landbrug og natur skal stoppes

Af Lotte Rod og Lone Loklindt, hhv. fødevareordfører og miljøordfører, Radikale Venstre

Udfordringerne er til at tage og føle på. Naturen er under pres i Danmark, vi mister arter, vores vandmiljø er ikke rent nok, og vi skal nedsætte vores udledninger af drivhusgasser af hensyn til klimaet. Der bliver stadig lavet intensiv produktion på steder med sårbar natur, som ikke kan tåle det.

Samtidig er landmændene under pres. Dansk landbrug er et af de mest forgældede i EU, og mange landmænd er frustrerede over besværlige reguleringer. Men der er også en god historie: Vi producerer fødevarer af stor værdi. Vi har høj fødevaresikkerhed og stiller stadigt højere krav til dyrevelfærd.

Her er de tre væsentligste resultater, vi som radikale håber, der kommer ud af Natur- og Landbrugskommissionens arbejde:

Dialog og ansvar


Med Natur- og Landbrugskommissionen håber vi, at vi kommer ud over den polarisering, som længe har præget billedet mellem naturfolk og landbruget. Der er med Kommissionen lagt op til en styrket dialog mellem interessenterne, og det vil vi gerne udnytte til at finde løsninger, som kan tjene de fælles interesser. Den fremtidige politik skal være inddragende, så alle har ejerskab til den grønne omstilling.
Derfor håber vi også, at organisationerne viser lederskab og ansvarlighed, når kommissionen kommer med sine konklusioner.

Gør det, der virker


Som radikale vil vi presse på for, at politikken bliver bygget på viden om, hvad der virker, og hvad der er behov for. Vi håber derfor, at Kommissionen kommer med anbefalinger til målrettet og differentieret regulering af landbruget, men også med realistiske bud på hvordan og hvornår. Det er en vanskelig opgave, både at komme i gang hurtigt med metoder, som virker, og samtidig undgå en ny tung administration. Vi ser også frem til inspiration og konkrete forslag til at skabe mere, bedre og vildere natur i Danmark. Genopretning af ødelagt natur tager lang tid og kræver målrettede tiltag.

Balance


Vi skal finde en balance, hvor vi får mere natur og har gode vilkår for at lave kvalitetsfødevarer i Danmark. Vi har kun jorden til låns, og derfor har naturen værdi i sig selv. Men vi har også en interesse i at få et renere vandmiljø, så vi også i fremtiden kan drikke vand fra hanen. Nogle steder er mere egnede til at dyrke landbrug end andre, og vi skal udvikle vores landbrug, så de mest sårbare områder kommer ud af produktionen, og vi i endnu højere grad satser på fødevarer af høj kvalitet.
Vi har en forventning om, at Kommissionen kan lægge sporene til en grøn omstilling, hvor vi regulerer på en intelligent måde, der driver vores landbrug til at være på forkant ved at producere gode fødevarer med mindre belastning af miljø og naturressourcer. Det er vigtigt, at landmænd ikke bare oplever regulering som en barriere, men selv får ejerskab til de nødvendige indsatser. En rig natur er i alles interesse.