Månedsarkiv: maj 2013

R: VIGTIGT AT PRIORITERE BYLIVET

Planloven er et politisk valg, der først og fremmest handler om, hvordan Danmarks byer skal indrettes. Radikale Venstres miljøordfører, Lone Loklindt, kritiserer derfor Produktivitetskommissionens anbefalinger til detailhandlen for ensidigt at fokusere på planloven og butiksstørrelser.

“Dette betyder ikke, at detailhandelen ikke kan gøre det bedre. Selvfølgelig er der plads til forbedringer. Større digitalisering, flere højtuddannede medarbejdere og en optimering af åben- og lukketider er områder, der kan øge produktiviteten”, siger Lone Loklindt.

“Jeg er glad for, at vi kan være med til at sikre et rigt handelsliv i byerne fremover. Det er afgørende for de handlende og for kulturlivet i byerne. Derudover er det vigtigt at holde sig for øje, at den ny planlov er positiv for beskæftigelsen i de mellemstore byer.”

Læs resten

Brugte mobiler er en guldgrube

Brugte mobiltelefoner er ikke en kilde til affald, derimod er de fulde af knappe ressourcer, der kan genanvendes til glæde for samfundsøkonomien og miljøet.

Der er ingen tal for, hvor mange mobiltelefoner der er i Danmark. Sikkert er, at der hvert år bliver købt 4,8 millioner mobiltelefoner, hvoraf kun ti procent bliver genanvendt. Det viser klart og tydeligt, at vi ikke er gode nok til at genanvende jordens knappe ressourcer.

Dermed ikke sagt, at de resterende 90 procent ryger i skraldespanden. Mange har dem liggende hjemme i skuffen. Denne pulterkammereffekt udgør en sand guldgrube. Hvis vi kan udarbejde et effektivt retursystem, hvor alle, som i løbet af et år udskifter deres telefon, afleverer deres telefon til genanvendelse, er den samlede gevinst 118 millioner kroner.

Ideen med en pant-ordning er, at langt flere mobiltelefoner vil blive afleveret til genanvendelse i stedet for at blive smidt forkert ud. Og danskerne vil gerne have en pant-ordning. Tre ud af fire adspurgte i en Gallup-undersøgelse fra sidste år er positive over for pant på mobiltelefoner, skriver Danmarks Naturfredningsforening (her).

Læs resten

Debat: Dit plastaffald ender i havet

AFFALD ELLER GENBRUG. Uforvarende er vi alle med til at forurene havene gennem brugen af kosmetiske produkter og dårlig affaldshåndtering.

MÆNGDEN af plastaffald i havmiljøet er generelt stigende i EU. Små og fine partikler (såkaldt mikroplastik) vækker særlig bekymring. De findes alle steder – selv i de fjerneste områder – i højere koncentrationer i vandet end koncentrationen af plankton, viser en rapport, som Bio Intelligence Service har udarbejdet for Europakommissionen.

FOREKOMSTEN af mikroplastik i havet og fødekæden mistænkes for at have skadelig virkning på havets dyr og på havets økosystemer. Desuden er mikroplastik under mistanke for at være med til at sprede uønskede stoffer i havmiljøet som f. eks. hormonforstyrrende stoffer. Hvis dette mikroplastik og de kemiske stoffer, det indeholder, indtages i store mængder af havets fauna, kan det medføre alvorlig forurening af fødekæden.

Læs resten

Skifergas sparket til hjørne – imens kan vi blive klogere

Skifergas er en vigtig ressource i den danske undergrund. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Vi skal bare ikke lade os rive med af skifergasstemningen. Derfor synes jeg, at det er positivt, at et flertal i Frederikshavn Byråd har besluttet, at de vil have en fuld VVM-undersøgelse, før der gives tilladelse til en dybdeboring efter skifergas.

Vi vinder tid, så vi for det første kan vi blive klogere på risici og potentiale ved at udvinde skifergas i Danmark. For det andet kan teknologien til udvinding af skifergas i mellemtiden blive bedre, så risiko for udslip og forurening bliver mindre.

Jeg er enig med Daniel Gros, direktør i tænketanken Center for European Policy Studies (CEPS), der betragter den europæiske skifergas som en reserve til senere brug, når han siger: ‘Det virkelige spørgsmål er ikke, om skifergas skal udvikles i Europa, men om vi skal bruge det i dag eller i morgen’. Derfor er det vigtigt, at vi bliver fuldstændig klar over, hvad udvinding af skifergas i Danmark betyder for miljøet. Vi skal gå frem efter forsigtighedsprincippet, når det handler om beskyttelse af miljøet.

Læs resten