Månedsarkiv: marts 2014

Tværpolitisk sælskinds-initiativ til hofballet

Foto af Hasse Ferrold

Foto af Hasse Ferrold

I december 2013 udgav Verdensnaturfonden, WWF, en rapport hvoraf det fremgår, at WWF støtter den grønlandske sælfangst, da den anses for bæredygtig. Hertil kommer, at sælfangst er af stor kulturel og økonomisk betydning for grønlandske fangere. Desværre er den grønlandske sælskindseksport blevet skadet over de seneste år på grund af anti-sælfangstkampagner samt EU’s importforbud af sælskind. Med den nye viden om grønlandske sælfangst vil et tværpolitisk initiativ for fremme af grønlandsk sælskind sætte fokus på sælfangstens kulturelle og økonomiske betydning i Grønland.

- Salget af grønlandsk sæl er gået helt i stå, fordi europæerne tror, det er forbudt, men det er både bæredygtigt, smukt og et vigtigt levegrundlag for grønlandske fangere. Heldigvis har danske modedesignere fået øjnene op for, hvor smukt og autentisk et materiale det er. Derfor har jeg besluttet at få syet en sælskindsjakke – til hofballet – men heldigvis også til hverdag. Jakken er designet af Mia Lisa Spon og syet af buntmager Pia Christensen, siger Lone Loklindt.

Hofballet og det tværpolitiske sælskinds-initiativ har haft bred interesse. Politiken kaldte det solidaritetssæl og i Lokalavisen Frederiksberg var der fokus på mit første hofbal, de skrev:

“I går, onsdag, var Lone Loklindt til hofbal iført en smart sælskindsjakke, i dag er der høring i Folketinget om sælfangst i Grønland. Flere politikere er uenige med EU’s importforbud af sælskind fra Grønland. Verdensnaturfonden, WWF, udgav en rapport i slutningen af 2013, hvor det  fremgår, at WWF støtter den grønlandske sælfangst, da den anses for bæredygtig.”

http://www.lokalavisen-frb.dk/index.php/14-politik/633-mit-forste-hofbal

Kvæl kvindehandlen i København


9 af kvindehandelens københavnske bagmænd sidder nu på anklagebænken takket være en intensiv politiefterforskning. Det er en sejr for kampen mod kvindehandel.

Bevismaterialet består overvejende af telefonaflytninger. Vidneudsagn, som kunne styrke sagen, og sikre, at sagernes fulde omfang bliver belyst, er det desværre småt med. Det skyldes, at bagmændenes magt uden problemer rækker ud mellem tremmerne på fængselscellen og både ud på gaden og helt hjem til Rumænien, hvor kvindernes familie og slægtninge bor. Kvinderne kan med god grund frygte for repressalier – både eget og familiens liv og helbred – hvis de vidner og dermed bidrager til at give bagmændene den ekstra lange fængselsstraf, som de givetvis fortjener.

Derfor kan vi sagtens risikere, at selv om de anklagede kendes skyldige, så får de en væsentlig mildere straf, end deres forbrydelser berettiger til. Sådan er det, for i et retssamfund skal beviserne selvfølgelig ”holde i retten”. Forklaringen er, at de pågældende kvinder oftest ender med en enkeltbillet retur til hjemlandet, så selv i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en akut trussel mod børn, søskende, forældre eller andre familiemedlemmer, så er incitamentet til at hjælpe politiet stort set nul. Udsigten til den beskyttelse der kunne ligge i bare en midlertidig opholdstilladelse er stort set også nul. Konsekvensen er, at politiets efterforskning besværliggøres, og de få sager, som efter en ihærdig indsats bringes for domstolene, er mindre end de havde behøvet at være. Vi får med andre ord knaldet færre bagmænd for mindre kriminalitet for de samme penge, og dermed frasiger vi os også muligheden for at lægge det maksimale pres på bagmændene og deres ekstremt lukrative forretning.

De helt store tabere er selvfølgelig de handlede kvinder. Men som kvinde og menneskerettighedsordfører mener jeg også, at der både er afgørende principper og værdier på spil. Jeg vil derfor gerne stille følgende spørgsmål. Kan vi fortsat stiltiende acceptere, at disse kvinders nægtes basale rettigheder og beskyttelse, eller har vi som samfund et moralsk ansvar, som rækker ud over vores juridiske forpligtelser?  Er vi ikke tvunget til at gøre vores ypperste for at optimere indsatsen og kvæle kvindehandlen i København – og for den sags skyld i også i resten af landet, hvor fænomenet er mindre synligt?

At se verden gennem et nøglehul

Valid, konkret og konstruktiv kritik er altid velkommen. Virkelighedsfjern og snæversynet kritik er modsat unødvendig og ofte formålsstridig. Desværre falder De Miljøøkonomiske Vismænds kritik af regeringens ambitiøse genanvendelsesindsats i sidstnævnte kategori. Begrænsede som vismændene er af deres snævre øko­no­miske faglighed, beskuer de verden – og dens udfordringer og potentialer – gennem et smalt nøglehul. Derfor fanger de naturligvis kun de detaljer, nuancer og perspektiver, som deres snævre faglige optik tillader.

Et af Vismændenes kritikpunkter i forhold til regeringens ressourcestrategi er, at der, i modsætning til, hvad regeringen når frem til i sine analyser, er sam­fund­søkonomiske omkostninger forbundet med genanvendelse frem for forbrænding. Dette er et fint eksempel på, hvordan Vismændene ser verden gennem et nøglehul. For Vismændene overser bl.a., at ved at forbrænde mindre, som er regeringens målsætning med ressourcestrategien, så opnår vi større fraktioner, som det kan betale sig at genanvende. Det er simpelthen økonomisk rentabelt at øge genanvendelsen. Det giver arbejdspladser, fremmer teknologiudvikling, og giver desuden mulighed for at eksportere dansk know-how til en verden, der har voksende ressourceproblemer. Det vil være direkte dumt at fortsætte den nuværende kurs, hvor vi enten sender guldet ud af landet eller brænder det af!

Et andet væsentligt punkt i Vismændenes kritik går på, at øget genanvendelse vil kræve, at husholdningerne bruger mere tid på at sortere deres affald. Her overser Vismændene fuldstændig, at mange danskere allerede sorterer affald, at danskerne er glade for genanvendelse – og faktisk gerne vil sortere mere, når de ved, det nytter. Når Vismændene sætter timeløn på arbejde i hjemmet, anvender de en snæver økonomisk metode, der viser en fordyrelse ved øget genanvendelse, som dybest set ikke er en omkostning for de danske hjem og det danske samfund. Når nu Vismændene var i gang – kunne de jo også have regnet på omkostningerne ved at sortere tøj inden vask eller ved at lave mad. Absurditeten i at prissætte gerninger i husholdningen er indlysende. Sortering af affald bliver blot en ny en af slagsen. Og selvfølgelig skal vi understøtte, at det bliver så nemt for husholdningerne at sortere som over­ho­ve­det muligt.

Følger vi Vismændenes anbefalinger, så mister vi vores bæredygtige førerposition og muligheden for at skabe grønne arbejdspladser i Danmark. Vismændenes forfejlede kritik skal ikke slå os ud af kurs. Med et holistisk syn på de miljøudfordringer vi står over for, fortsætter vi arbejdet for at implementere regeringens ressourcestrategi, fordi cirkulær økonomi og mere genanvendelse understøtter fremtidens teknologier. Og vi tror. På fremtiden.