Månedsarkiv: april 2014

Copenhagen Fashion Summit er platformen, hvor bæredygtig mode fungerer som drivkraft for fremtidens ønske om grøn udvikling

Copenhagen Fashion Summit er verdens største event om bæredygtighed inden for modeindustrien. Dette er stedet, hvor de, der tegner modebranchens bæredygtige fremtid, mødes for at tale om modeindustriens sociale- og miljømæssige ansvar og mulige løsninger

Den danske modebranche har masser af potentiale for både udvikling og vækst. En række aktører fra branchen har nemlig besluttet sig for at være bæredygtige. Det er en unik chance for at skabe vækst i Danmark, hvis vi kan blive markedsførende indenfor bæredygtig mode. Ligesom New Nordic Cooking, der har gået sin sejrsgang verden over, kan bæredygtig mode få tilnavnet New Nordic Fashion.

Når vi er med til at støtte den danske modebranches vej mod bæredygtig omstilling, så er vi med til at gøre en kæmpe industri bedre for verden. Det er der brug for. Bæredygtig omstilling er ikke umulig og utopisk. Det er en reel mulighed, som vi skal blive ved med at arbejde for at gøre mulig. Den nye ressourcestrategis mål om mere genanvendelse, er et godt skridt på vejen mod en bæredygtig modeindustri, som vi kan være stolte af i Danmark. En modeindustri der kan blive et dansk flagskib, der viser vejen frem.

Læs resten

Køb Afrika og red verden

Jeg var d. 8. april i æteren i Radioprogrammet Einfach med overskriften: “Køb Afrika og red verden”. Fokus i programmet er i følge Einfach på, hvad det betyder, når fremtidens ulandsbistand bliver tænkt i økonomiske termer

Einfach skriver: “Er det nye fokus på handel et farvel til almissen og et goddag til ligeværdighed, eller er det udtryk for en “what’s in it for me”-tankegang?”.

Til det svarer jeg overordnet, at hovedformålet med den danske ulandsbistand er at være rettighedsbaseret og fattigdomsorienteret. Formålet med vores udviklingsbistand er at løfte folk ud af fattigdom, og det er faktisk det vi ser i mange afrikanske lande, hvor vækst og et bedre levegrundlag, giver muligheden for en langt mere ligeværdig samhandel.

Det sker ikke fra den ene dag til den anden. Derfor er det vigtigt, at der er danske virksomheder, der kan være med til at sprede viden og teknologi, der kan skabe vækst og arbejdspladser på et solidt grundlag, hvor den grønne dagsorden og fokus på menneskerettigheder er nøgleord. Derfor er udvikling og handel ikke hinandens modsætninger. Tværtimod kan de to områder skabe synergi til gode for alle parter. På den måde kan vi gradvist bevæge os fra udviklingsbistand til ligeværdig samhandel.

Og vi skal huske på, at uanset om vi handler, investerer eller yder udviklingsbistand, så er menneskerettighederne det vigtigste parameter. Til forskel fra andre lande fokuserer vi i Danmark meget stærkt på opretholdelsen af menneskerettighederne, og det vil et øget fokus på handel ikke sætte en stopper for.

I radioprogrammet deltager også historiker Jan Pedersen, økonom og kritiker af udviklingsbistanden, Christian Bjørnskov. Et interessant line-up og et godt program, så lyt endelig til debatten om hvor den danske ulandsbistand er på vej hen.

Optakt til valgkampagne på Christiansborg

Vil du have indblik i mit politiske arbejde i Folketinget som formand for Miljøudvalget og folketingsmedlem for Radikale Venstre? Og vil du høre mere om, hvordan du kan sætte dit præg på min politiske kampagne op til det kommende folketingsvalg?

Ingen ved, præcist hvornår der bliver trykket på valgknappen, måske til næste forår, måske før, men én ting er sikkert: Det kommer til at ske senest i september 2015. Du kan stadig nå at få indflydelse og hjælpe til i arbejdet for grøn omstilling, international udvikling, menneskerettigheder og socialliberale værdier i min kampagne.

Så kom ind og mød mig mandag d. 28. april 2014 kl. 18.00-21.00 i Radikale Venstres gruppeværelse på Christiansborg

De indledende knæbøjninger til folketingsvalget starter allerede nu, og jeg vil derfor gerne invitere dig ind bag Borgens mure til en bid mad og en snak om, bl.a. hvordan min politiske dagligdag forløber, hvordan Miljøudvalget, som jeg er formand for, fungerer, hvad vi beskæftiger os med i Radikale Venstre, og hvad jeg har af politiske ambitioner for fremtiden. Samtidig vil jeg gerne høre, hvad dine politiske drømme er, hvad der giver dig værdi og motiverer dig til nytænkning og handling. Jeg vil gerne føre en kampagne, hvor du er med til at skabe udtrykket.

Du behøver ikke møde op med politiske erfaringer eller en bestemt baggrund i rygsækken. Da der er tale om en fritidsbeskæftigelse, vurderer du naturligvis selv, hvor meget tid du har mulighed for at lægge i kampagnen. Det afgørende er, at du har nysgerrigheden, engagementet og lysten til at gøre en forskel.

Programmet for aftenen er følgende:

-       Politisk oplæg

-       Rundvisning på den radikale gang og gruppeværelse på Christiansborg

-       Input og idéudveksling

-       Opsummering og fremtidige initiativer

Du tilmelder dig hos min kampagneleder david.jorgensen@ft.dk inden d. 25/4.

Jeg glæder mig til at se dig.

De bedste hilsner

Lone Loklindt