Månedsarkiv: september 2014

Min tale til landsmødet 2014 om syriske flygtninge i Tyrkiet

Kære Landsmøde,

Egentlig ville jeg have talt om miljøpolitik, bæredygtighed og grøn omstilling, men jeg bliver nødt til at fortælle om, hvad jeg lige har oplevet i Tyrkiet.

I torsdags besøgte jeg en flygtningelejr med 10.000 syriske flygtninge i Tyrkiet. 10.000 mennesker som har fået livet sat på hold på ubestemt tid. Lejren ligger meget tæt på Aleppo, hvor oprørerne stadig holder stand mod både regeringshær og ISIS, omend med større og større besvær. Det gjorde et stort indtryk at få indblik i flygtningenes hverdag. Lige så glad jeg selv kan blive af at se børnene lege, lige så trist bliver jeg af at se mænd med opgivende udtryk i øjnene, mænd som ikke længere kan forsørge familien, mænd som ikke ved om de nogensinde kan vende hjem igen af frygt for Assads repressalier. Ja og det var svært at svare på deres meget direkte spørgsmål, om hvorfor Vesten kun vil bekæmpe ISIS terrorister, om ikke vi mente Assad var lige så slem?

Ud af Syriens 25 millioner indbyggere er der nu 11 mio. som har brug for akut nødhjælp – og næsten lige så mange er flygtet fra deres hjem pga. usikkerheden og de blodige konflikter. Sidste år besøgte jeg Libanon og Jordan, hvor jeg var vildt imponeret over de opgaver som nabolandene løfter. Lige så fuld af anerkendelse er jeg over tyrkernes indsats og gæstfrihed. Tyrkiet har modtaget 1,3 mio. syrere, kun 20% bor i lejre, resten bor udenfor i det tyrkiske samfund. Det er værd at anerkende deres gæstfrihed.

Vi besøgte også et af Dansk Flygtningehjælps communitycentre, hvor især kvinder og børn kom for at få støtte, deltage i sykurser, idræt og ikke mindst aktiviteter for børnene. Igen oplevede jeg hvor godt og professionelt Dansk Flygtningehjælp arbejder i felten. Danmark har bidraget meget for at hjælpe syrerne i nærområdet. Det kan vi godt være stolte af. Men vi kan og bør gøre endnu mere.  Når jeg spurgte kvinderne, hvad de ønskede sig mest, var det, at børnene kom i skole. Tre fjerdele af flygtningebørnene går ikke i skole, og hvis vi ikke internationalt gør noget ved det, bliver det ikke bare en tabt syrisk generation, men også det allerbedste rekrutteringsgrundlag for foreign fighters til ISIS.

Der har aldrig været flere mennesker på flugt fra naturkatastrofer og konflikter i verden. Det har været den blodigste sommer længe, med store lidelser i Gaza, Irak, Eritrea og ikke mindst i Syrien, nu på 3. år. Derfor er jeg glad for, at regeringen nu laver en regel der tydeliggør, at vi kan tage imod flygtninge fra områder med uro og krig uden, at de nødvendigvis er individuelt forfulgte. På den måde tydeliggør vi vores ansvar på linje med de øvrige EU-lande.

Også i det lys er det mig komplet uforståeligt, at Venstre og Dansk Folkeparti vil skære ned på udviklingsbistand og indsatsen for mennesker på flugt. De problematiserer det arabiske initiativ, og jeg skal da ellers love for, at der er brug for både nødhjælp og kapacitetsopbygning.

Så længe verden er så ulige, som den er, vil Radikale Venstre kæmpe for, at en procent – én sølle procent af BNI – skal gå til bistand til verdens mest udsatte. Vi har et internationalt medansvar, præcis som vi hørte det i den svenske valgkamp.

Jeg ville ønske, at det store flertal af danskere ligesom vores svenske naboer ville kæmpe for visionen om Danmark som en humanitær stormagt. Det vil jeg i hvert fald gøre mit til. Det nye udspil er et skridt på den vej.

Møde i en tyrkisk flytningelejr for syrere nær den syriske grænse.

Møde i en tyrkisk flytningelejr for syrere nær den syriske grænse.

 

Formand for Folketinget, Mogens Lykketoft  og jeg foran St. Pierre Church i Hayat  på Præsidiets rejse til Tyrkiet.

Formand for Folketinget, Mogens Lykketoft og jeg foran St. Pierre Church i Hayat på Præsidiets rejse til Tyrkiet.

 

 

 

EFTERLYSNING: HVOR ER DEBATTEN OM SKIFERGAS?

Miljøudvalget er i disse dage i Polen, hvor vi hører om erfaringerne med skifergas. Skifergas optager sindene i Nordjylland, hvor de første prøveboringer snart skal finde sted, men ellers er debatten herhjemme begrænset. Til trods for at skifergas bliver debatteret heftigt i andre lande, såsom Tyskland og England.

Selv oplevede jeg den franske debat. Jeg holder årligt ferie ved Cevennerne i det tyndt befolkede område, Languedoc. Befolkningen er nøjsom og fåmælt. Men for nogle år siden var der pludselig enorm modstand mod skifergas: “Non au gaz de chiste”. Der blev afholdt adskillige debatmøder og skrevet i aviserne. Til sidst indførte Frankrig et generelt forbud mod udvinding af skifergas.

Omtrent på samme tid orienterede VK-regeringen energiudvalget om planerne for at give tilladelse til efterforsknings-prøveboringer i Nordjylland og Nordsjælland. Tilladelsen blev givet uden debat i udvalget, Folketinget eller i befolkningen.

Det kan undre, at debatten om skifergas ikke fylder mere herhjemme, da danskerne jo normalt er meget optaget af miljøet.

Skifergas er en kompleks størrelse. Med de borgerlige i spidsen fremstår skifergas som det rene guld, men skifergas repræsenterer også store risici. Oplysning, inddragelse og debat i den bredere befolkning er vigtigt for demokratiet – også når det gælder skifergas.

Hvis du også interesserer dig for skifergas eller ønsker at blive klogere på skifergas, så kig forbi Dome Of Visions søndag den 14. september kl. 15-17, hvor jeg inviterer til miljøpolitisk salon.

Invitation til miljøpolitisk salon 14.9

Miljøpolitisk salon: Skifergas i Danmark

Et væld af muligheder eller et problem for miljøet?

Jeg inviterer til miljøpolitisk salon i Dome Of Visions ved siden af Den Sorte Diamant nu på søndag den 14. september kl. 15-17.

Invitation til miljøpolitisk salon 14.9

 

Diskussionen for og i mod skifergas fylder meget i medierne. Debatten er vigtig, men ved vi nok om, hvad vi kan og vil med den danske skifergas? Vi har behov for flere nuancer om de miljø- og sundhedsmæssige risici over for de potentielle gevinster. Kom og bland dig i debatten sammen med:

Peter Helmer Steen, direktør for Nordsøfonden - “Den danske skifergas – muligheder og udfordringer”

Tarjei Haaland, blogger, klima- og energiekspert, Greenpeace - “De miljømæssige konsekvenser”

Lone Loklindt, miljøordfører for Radikale Venstre - “Hvordan kommer vi videre?”

Der er gratis adgang, og der vil blive serveret vand, the og kaffe. Så kom gerne på søndag fra 15-17. Det foregår i Dome Of Visions, Søren Kierkegaards Plads 1, 1016 Kbh K.