Månedsarkiv: februar 2015

I dag flager Danmark på halvt

Vi må ikke lade os kue af frygten – vi vil stå sammen i forskellighed om vores demokrati, åbenhed, frihedsrettigheder og vores tillidsbårne fællesskab. I aften vil vi samles om kærlighed og medfølelse med de familier og venner, som har mistet en kær, for sammen at forsvare vores åbne demokratiske samfund mod hadet og frygten, som ikke skal få lov at slå rod.

Det var et stille og forstemt Danmark der tog imod søndag morgen. Et forandret Danmark, som på under et døgn havde oplevet terroren på klods hold en tryg lørdag eftermiddag og aften. Et Danmark der gennem 12 timer kun havde fokus på at fange den eller de ansvarlige bag attentaterne. Begge angreb, både i Krudttønden og ved den Jødiske Synagoge er så bestialske og der findes ingen undskyldning i verden for at tage uskyldige menneskers liv og skabe frygt blandt jøder og i det danske samfund i det hele taget.

Attentaterne er rettet mod vores ytringsfrihed, forsamlingsfriheden og religionsfriheden, altså frihedsrettigheder som er grundlæggende for vores demokrati og vores måde at leve sammen på. Det er terror, det vil vi ikke acceptere, og det vil vi stå op imod. Jeg er dybt taknemmelig for statsministerens håndtering af sagen og hendes måde at kommunikere på. Dybt taknemmelig for at tonen i debatten primært er medfølelse, sammenhold og anerkendelse af politi og beredskab, uanset at vi skal tale mere om det senere. Men jeg er også beskæmmet over, at nogle udtalelser har en drejning, som går på indvandring, grænsekontrol og islam.

Jeg har været igennem alle former for sindsstemning, og har det spinkle håb, at denne skrækkelige hændelse ikke må slå yderligere kiler i vores samfund. Denne udåd handler om en eller flere galninge, ikke om at gøre hele grupper ansvarlige for terror. Både voldelig og ikke-voldelig ekstremisme skal bekæmpes, men med kontante demokratiske midler, ikke med had og generelle begrænsninger på vores tillidsfyldte samfundsliv.

Der er langt fra vinterferiens solbeskinnede bjergtoppe i Frankrig til det grå og råkolde København, jeg i går kom hjem til. Hele aftenen og natten til søndag fortalte de tyske radiostationer om udviklingen omkring attentaterne, skræmmende lig Paris, og alligevel helt uvirkeligt og fjernt. Det blev derimod meget konkret, da jeg talte med min gode ven NJ som deltog i mødet i Krudttønden og som uhyggeligt kontant berettede om oplevelsen og frygten indefra, og om hans efterfølgende professionelle beredskabsanalyse. Ligeså konkret var det at høre den franske ambassadørs beretning om alle sine tanker og følelser i situationen, og ikke mindst hans krystalklare budskab i TV-avisen i aftes, om at attentatet ikke må få os til at give køb på det mest dyrebare og særlige vi har som danskere, nemlig vores stærke tillidsbaserede samfund. Du kan se ambassadørens beretning her:

Vi har brug for sammen at stå op imod had og terror, men vi har ikke brug for endnu en sort/hvid diskussion om ytringsfrihed, grove generaliseringer eller populistiske hovsaløsninger. Nu er der brug for at holde sammen, brug for eftertanke og brug for at sætte målrettet ind, der hvor risikobilledet kræver det. I aften vil vi ære de døde, anerkende de modige politifolk og love hinanden, at frygten ikke må få held til at ændre vores liv.

 

Invitation til miljøpolitisk salon den 19.februar

Miljøpolitisk salon om liveable cities og bæredygtig byudvikling torsdag den 19.februar kl. 19.30 hjemme i min stue på Frederiksberg

Bæredygtig byudvikling er en af mine mærkesager og temaet for næste miljøpolitiske salon hjemme hos mig. Aftenens gæst er projektdirektør for Urban development & Transportation hos Rambøll, Søren Hansen:

”Vi har nu gennem mere end 25 år arbejdet med begrebet bæredygtighed og langsomt fået det indarbejdet i vores løsninger og tænkemåde. Vi begynder at forstå begrebet, men kan samtidig se, at der er behov for udvikling af begrebet. Man kan opbygge nye fuldt bæredygtige byer, som ikke er til at leve i. Derfor skal vi udbygge vores forståelse af bæredygtig udvikling ved at forstå den nye kontekst og studere trends for den fremtidige udvikling samt at udvikle krav til byers humane dimension (liveability). Liveability er ikke på samme måde som bæredygtighed et entydigt målbart begreb. Liveability er en tilstand, som er under konstant ændring og udvikling. Og vi skal udvikle vores land og vores byer til at være robuste, sammenhængende og fleksible, så de kan tilpasse sig fremtidens behov.

Tidspunktet for at udvikle politik og arbejde med nye metoder på dette område er det helt rigtige nu. Vi er i gang med en stor grøn omstilling af samfundet, som vil/kan påvirke udviklingen af Danmark. Der er en stor transformation af mange byer i gang, og det vil kun eskalere i omfang. Der er behov for at Danmarks fysiske udvikling bliver sat på dagsordnen, en fysisk udvikling, som vil være strukturbærende de næste mere end 100 år. Det er her vi skaber rammerne for udvikling og vækst, og det er her vi kan fokusere udviklingsindsatsen i den retning vi gerne vil gå.”

Selve salonen med oplæg, spørgsmål og diskussion tager ca. 1 time, hvorefter der vil være en forfriskning og tid til at snakke med hinanden. Du er velkommen til at tage en ven med– men husk at tilmelde dig via mail til nannasimone.jensen@gmail.com efter først til mølle-princippet.

Jeg håber vi ses!