Udviklingspolitikken under forandring: kan vi forbedre remitternes udviklingseffekt?

Debatindlæg til Altinget Udvikling den 7. april 2015 af Lone Loklindt, RV, Handels-, udviklings og menneskerettighedsordfører

2015 er året hvor hele verden i FN ventes at blive enig om Globale Bæredygtighedsmål. Der er sket meget siden topmødet i Rio 2012. Krigen i Syrien samt en række andre konflikter og naturkatastrofer har skabt mange ustabile regioner og store flygtningestrømme. Der er et rekordstort behov for penge. Behovet for nødhjælp får nu FN til at kalde på udviklingsmidler til at bidrage til opbygning af robuste civilsamfund i de nærområder, som har taget imod et usædvanligt stort antal flygtninge. Det betyder, at vi i situationen kommer til at bruge flere bistandsmidler i lande som ikke er U-lande fordi de indtægtsmæssigt ikke hører til de fattigste.

Det en udfordring, at nogle af verdens fattigste mennesker bor i lande hvor der er stigende rigdom, men kæmpestor ulighed internt i landet. Det er et dilemma, som den konventionelle udviklingspolitik har svært ved at løse.

Vi ved samtidig, at udviklingsbistanden i dag kun udgør en mindre del af de finansielle strømme ind i landene, mens udenlandske investeringer, FDI og remitter udgør nogle helt andre summer. De penge som migrantarbejdere, flygtninge og udvandrede borgere sender hjem til familien udgør større og større beløb. Men effekten kunne givetvis blive større, hvis den var bedre koordineret og rettet mod hele lokalsamfund og ikke mindst hvis man kunne undgå at transfer-bankerne tager op til 20 procent i overførselsgebyr.

Da jeg for nylig besøgte Filippinerne og deres kontor for Philippinoes Overseas var det lidt af en øjenåbner, at 10 procent af befolkningen bor udenfor Filippinerne og 25 procent af BNP kommer fra remitter. For netop at få mere effekt ud af de mange private overførsler er staten begyndt at invitere til mere fælles projekter i lokalsamfund som med statslig medfinansiering rækker til noget større som uddannelse, mikrolån og bedre rammer for erhvervsliv end enkelte familiemedlemmers underhold. I Danmark har vi ikke lange erfaringer med at understøtte diaspora-foreninger, selvom der har været arbejdet lidt med somaliere og afghanere.

Spørgsmålet er, om vi fra dansk side kunne motivere diasporabevægelser, eksempelvis syriske, tyrkiske og jordanske herboende til, med en vis dansk medfinansiering, at skabe et fælles engagement og fælles projekter. Formålet skulle være at opnå en større effekt gennem fælles projekter i nærområderne i de lande, hvor den lokale befolknings gæstfrihed er presset af den kæmpe flygtningebefolkning, som efter al sandsynlighed ikke vil kunne rejse hjem i de nærmeste år.

Med inspirationen fra Filippinerne synes jeg det ville være så indlysende relevant, hvis vi kunne geare pengene og med endnu større effekt kunne støtte indsatser i mange fattige og udsatte lokalsamfund rundt om i verden. Alene det at etablere legale alternativer til de høje bankgebyrer som Western Union og lignende kanaler tager for deres overførsler, burde være en gevinst i sig selv.

En sidegevinst kunne være, at herboende unge og ældre med rødder i de pågældende lande i samarbejde med danskere kunne blive projektmagere og egentligt involveret i forhold til at stabilisere og genopbygge konfliktramte regioner. Dermed opnår alle en noget mere positiv dagsorden for engagement end de fremmede krigere, der for tiden tales meget om. Og i den sidste ende tror jeg sådanne projekter kunne bidrage til større deltagelse også i det danske civilsamfund og i det danske demokrati i det hele taget.

De globale bæredygtighedsmål, som er på vej til erstatning for 2015-målene kommer til at gælde alle lande, og alle skal således gøre noget. Men hvis målene skal have en chance for at blive til virkelighed er der samtidig brug for innovativ finansiering. Incitamenter og medfinansiering af remit-projekter kunne være et forslag i en dansk handlingsplan – og måske et pilotprojekt i den aktuelle situation. Mon ikke nogle af vores danske NGO’er kunne være interesserede som facilitatorer?