Nyhedsbrev: Valgkamp

Et Danmark uden affald, grøn eller sort blok og Grundlovsdag

De sidste dage har været fuld af masser gode valgkampsoplevelser. Det inspirerer mig at være i dialog med den enkelte borger, at høre jeres frustrationer og visioner er drivkraften i mit politiske arbejde. At deltage i debatter er min måde at gøre det klart, hvad jeg står for og hvor jeg gerne vil, vi skal bevæge os hen. Her er et uddrag af, hvad ugen har budt på, og hvad den vil byde på:

Et Danmark uden affald

Ingen er i tvivl om, at Radikale Venstre ønsker et grønnere Danmark. Nu sætter vi et nyt mål om, at Danmark skal være fri af affald i 2050. I en verden med knappe ressourcer skal vi ikke brænde affald af. Men sikre, at det kan genanvendes, så vi kan bruge ressourcerne igen og igen. Det vil samtidig nedbringe vores belastning af klimaet.

Det har været hele mediemøllen rundt, blandt andre har DR skrevet om det her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/Valg2015/Artikler/2015/06/01/100455.htm

GRØN eller SORT BLOK?

At folketingsvalget handler om at vælge mellem grøn og sort blok bliver mere og mere tydeligt for alle. Vi har med regeringen i spidsen fået verdens mest ambitiøse energiaftale, men oppositionen bliver mere og mere splittet i deres opbakning til aftalen om at udfase kul, olie og gas i 2050.

Heldigvis er flere og flere borgere optaget af den grønne omstilling, for “business as usual” er simpelthen ikke længere en mulighed og i min optik kan det kun gå for… langsomt med den bæredygtige omstilling.

Det er heldigvis også hvad førende erhvervsfolk mener, vækst, flere job og grøn omstilling er ikke hinandens modsætning. Tværtimod. Det er et grundvilkår, at vi skal ændre vores forbrugsadfærd og dermed også vores produktion og danske virksomheder er førende i løsninger som bringer os mange skridt videre i den retning.

Den politik vil jeg fortsat arbejde hårdt for. Det handler ikke alene om klimaet, det handler om naturen, luften, havmiljøet, ja den planet som vores børn og deres børn skal leve på i fremtiden. For mig er der så meget på spil ved dette valg, men heldigvis bliver det tydeligere for alle, at valget kommer til at stå mellem dem der vil en grøn udvikling og dem der vil lade stå til – ja, ikke engang anerkender, at grøn politik gør en forskel.

Læs her, hvad Information skriver om blå bloks splittelse om grøn omstilling: http://www.information.dk/534714

Grundlovsdag

En fornyelse af Grundloven er velkendt radikal mærkesag – men jeg synes nu alligevel, at der er god grund til at fejre demokratiet og ikke mindst kvindernes stemmeret. Folkefesten ved Christiansborg på fredag er en unik mulighed for at nå bredt ud – en ny platform for demokrati. Som radikalt medlem af Folketingets Præsidium, har jeg været med til at forberede fejringen af Grundloven. Så kom til folkefest fredag i Slotsgården ved Christiansborg. Læs mine udtalelser til Frederiksberg Bladet i anledningen af Grundlovens 100-års fødselsdag på side 42 via dette link: http://www.e-pages.dk/nmfrederiksbergbladet/390/

grundlovsdag