Visioner for Hospitalsgrunden

Hospitalsgrunden rummer unikke muligheder og borgerne skal med i udvikling af ideerne. Vi ser for os, en bydel hvor bæredygtighed og Verdensmålene er i højsædet. En bydel med blandede byfunktioner, som vedrører alle, med sundhedscenter og uddannelser i tilknytning til social- og sundhedsområdet.  Det bliver således et område for unge under uddannelse, familier og måske seniorer med hang til bofællesskaber. Vi finder det vigtigt at 25% af boligerne som minimum bliver alment byggeri, gerne små lejligheder eller store, fleksible, som egner sig til bofællesskaber. Her kan være værksteder og butikker som rammer for iværksættere, og måske en ny skole.

Jo flere sundheds, skole- og uddannelsesfunktioner der er, jo større indflydelse får kommunen selv på området. Grunden skal udvikles med fokus på at sikre grønne og blå byrum, taghaver til urban farming og med plads til fordybelse.  De bevaringsværdige gamle huse skal bestå, de nye skal bygges cirkulært med genanvendte materialer.

En grøn bydel for unge, familier og ældre skal naturligvis planlægges med unge og ældre, samt byplanlæggere, iværksættere og politikere i et særligt udvalg.