Tag-arkiv: bæredygtig

R: Ny grøn vækstplan skaber nye arbejdspladser

Regeringen har i dag fremlagt Vækstplan for vand, bio & miljøløsninger. Vækstplanen tager særlig hånd om udfordringer på vandområdet, ressourceeffektivitet og affaldssektoren. Miljøordfører Lone Loklindt hilser vækstplanen velkommen.

”Det vigtige i den grønne vækstplan er, at vi kan skabe nye danske grønne arbejdspladser, der er med til at beskytte miljøet. Den sammenhæng kan vi sikre ved at udnytte det store potentiale, der er inden for blandt andet ressourceoptimering og affaldsteknologi”, siger Lone Loklindt, og fortsætter:

”Derfor er det vigtigt, at vi med den nye grønne vækstplan fjerner uhensigtsmæssig regulering, der står i vejen for mere genanvendelse. På den måde kan danske virksomheder blive mere innovative i forhold til materialeanvendelse. Det er der rigtig mange gode perspektiver i”.

Med vækstplanen sættes der ind for at fremme løsninger for en mere ressource­effektiv produktion og at få en mere konkurrencedygtig og inno­vativ affaldssektor. Mere end 50.000 danskere arbejder i virksomheder, der laver vand-, bio- og miljøløsninger. Det er et område, hvor Danmark er blandt de førende i verden. Med vækstplanen styrkes grundlaget for, at danske virksomheder får øget del i det voksende internationale marked for vand-, bio- og miljøløsninger. Vækstplanen bidrager til at fastholde og skabe arbejdspladser i Danmark.

Derudover glæder Lone Loklindt sig over, at vækstplanen også kridter banen for, at danske virksomheder skal være blandt de bedste til at producere effektive og intelligente løsninger på verdens udfordringer på vandområdet.

”Hvis vi i Danmark kan blive bedre til at løse vores egne udfordringer og samtidig får opbygget en eksportsektor til lande, der har endnu større udfordringer, så giver det også rigtig god mening ”, siger Lone Loklindt, der også ser frem til at regeringens ressourcestrategi bliver offentliggjort, hvor fokus ifølge den nye vækstplan er på modernisering af affaldssektoren og nye målsætninger for genanvendelse.

 

Du kan læse hele Vækstplan for vand-, bio- og miljøløsninger her: http://www.evm.dk/publikationer/2013/12-03-13-danmark-i-arbejde-vaekstplan-for-vand-bio-og-miljoe

Pant kan sikre mere genanvendelse

Pant kan sikre, at flere ressoucer bliver genanvendt i stedet for at blive brændt. Derfor skal der laves flere forsøg med retursystemer

Batterier, mobiltelefoner og småt elektronik indeholder masser af værdifulde ressourcer, som samtidig er uønskede i det omgivende miljø. De eksisterende indsamlingsordninger er ikke optimale, og mange batterier og små stykker elektronik havner hver dag i skraldespanden og bliver derfor ikke udnyttet optimalt, samtidig med at de øger mængden af miljøfarlige stoffer i husholdningsaffaldet.

Hvis man lytter til vismændene, bør vi derfor overveje at indføre et pantsystem i stil med det effektive retursystem, vi har til dåser og flasker.

I vismændenes miljøøkonomiske rapport fra sidste uge var affald et af temaerne. Affaldshåndtering har til formål at undgå forurening, men i takt med stigende råvarepriser er genanvendelse og ressourceeffektivitet også blevet en vigtig dimension. Ifølge vismændene skal genanvendelse kun bruges, hvis det er økonomisk forsvarligt, men ifølge EU’s affaldshieraki skal affaldshåndteringen også i Danmark fremme genbrug og genanvendelse forud for forbrænding og deponering på lossepladser. Vugge-til-vugge-tænkningen eller den cirkulære økonomi er således idealet. Ressourceknaphed og genanvendelse bliver også centralt i regeringens ressourcestrategi, som kommer her i foråret.

Effektive systemer

Forskellige take-back-ordninger viser tydeligt, at de brugte produkter har værdi, enten direkte som input til ny produktion, eller indirekte i forhold til producentens ansvar for bortskaffelsen. Nokia tilbyder at tage den gamle telefon tilbage mod betaling, ligesom H&M lige er begyndt at tage tøj retur i bytte for en rabat på nyt køb. Spørgsmålet er om disse “private” retursystemer kan indfri forventningerne. Udfordringen omkring genanvendelse ligger nemlig i at skabe effektive retursystemer, så man dels får indsamlet og udsorteret de enkelte typer materialer på den nemmeste og billigste måde, dels opnår så betydelige mængder, at genindvinding bliver rentabel.

Radikale Venstre har allerede flere gange foreslået, at man overvejer pant som en måde at sikre en effektiv indsamling, men forudsætningen er naturligvis, at det kan ske uden unødigt bureaukrati. For øjeblikket er der igangsat et projekt under Den grønne omstillingsfond (tidl. Fornyelsesfonden), som har til formål at afdække muligheden for en pantløsning inden for tekstil. Det vigtigste er, at retursystemer granskes og udfordres gennem forsøg og offentlig debat. Lige så naturligt det er for os at putte de tomme dåser i flaskeautomaten, lige så naturligt bliver det måske at aflevere småt elektronik, mobiltelefoner og brugt tøj i dertil indrettede automater, så ressourcerne kan genanvendes optimalt, frem for som nu, for en stor del, at havne i forbrændingen.