Tag-arkiv: bæredygtig fremtid

Radikale vil give mere støtte til grønt landbrug

“En større del af landbrugsstøtten skal øremærkes til grøn udvikling, mener de Radikale. Pengene skal blandt bruges på at gøre Danmark mere selvforsynende med foder til svin, mener partiets miljøordfører.” af JOHANNE HAAGERUP, BERLINGSKE NYHEDSBUREAU i dag den 16.juni

Jeg er stolt af dette udspil! Og jeg mener, at det er til gavn for klimaet, global bæredygtighed og et godt princip, at dansk landbrug bliver selvforsynende med foder frem for at importere store mængder sojaprotein fra fjerne lande, hvor produktionen belaster natur og miljø. Dermed bliver vi direkte ansvarlige for vores eget miljøaftryk, og vi får en mere bæredygtig dansk produktion.

Vi i Radikale Venstre ønsker at øremærke 15 % af Landbrugsstøtten fra EU til grøn udvikling i landbrugssektoren. Det er sund fornuft og går hånd i hånd med vores øvrige grønne målsætninger for Danmark, som ikke blot skal klare sig fint i forhold til resten af verden, men være et forgangsland, når det gælder den grønne dagsorden.

Læs den fulde artikel her, hvor jeg er citeret: http://www.politiko.dk/nyheder/radikale-vil-give-mere-stoette-til-groent-landbrug

Frilandsgrise2_900

Åbent borgermøde om Ladegårds Å tirsdag den 2.juni klokken 19.30

Jeg har sammen med Balder Mørk Andersen (SF) og Laura Lindahl (LA) arrangeret et åbent borgermøde tirsdag den 2.juni klokken 19.30-21.00 i Frederiksberg-Hallerne på Jens Jessens vej 20, 2000 Frederiksberg.

At få åbenet Ladegårds Å, som løber under det meget trafikerede knudepunkt omkring Bispeengbuen, vil betyde al verden for byens borgere. Vi vil få mere natur, renere luft og mindre trafikstøj. En åbning af åen vil også betyde, at vi kan mindske vand i kældrene, som har været et stigende problem i de sidste par år. Trafikken bl.a. fra Åboulevard vil blive afledt i en tunnel under jorden, som ved skybrud ligeledes vil kunne aflede regnvand.

Frederiksberg og Københavns Kommune er allerede igang med at undersøge mulighederne for at åbne åen. Men staten skal også med, da det er staten som ejer det forsømte område ved Bispeengbuen.

Jeg drømmer om en by med grønne åndehuller og ren luft – derfor ser jeg en åben å midt i byen for mig. Jeg vil fra min plads i Folketinget arbejde for, at staten yder sit til en åbning af åen. Vi har nu en historisk chance for at rette op på den borgerfjendtlige byplanlægning fra 1970′erne.

Hvis du synes dette lyder som en god ide, har spørgsmål, kommentar eller andet, så håber jeg, at vi ses til debatten!

Åbn Åen facebook

Invitation til miljøpolitisk salon den 19.februar

Miljøpolitisk salon om liveable cities og bæredygtig byudvikling torsdag den 19.februar kl. 19.30 hjemme i min stue på Frederiksberg

Bæredygtig byudvikling er en af mine mærkesager og temaet for næste miljøpolitiske salon hjemme hos mig. Aftenens gæst er projektdirektør for Urban development & Transportation hos Rambøll, Søren Hansen:

”Vi har nu gennem mere end 25 år arbejdet med begrebet bæredygtighed og langsomt fået det indarbejdet i vores løsninger og tænkemåde. Vi begynder at forstå begrebet, men kan samtidig se, at der er behov for udvikling af begrebet. Man kan opbygge nye fuldt bæredygtige byer, som ikke er til at leve i. Derfor skal vi udbygge vores forståelse af bæredygtig udvikling ved at forstå den nye kontekst og studere trends for den fremtidige udvikling samt at udvikle krav til byers humane dimension (liveability). Liveability er ikke på samme måde som bæredygtighed et entydigt målbart begreb. Liveability er en tilstand, som er under konstant ændring og udvikling. Og vi skal udvikle vores land og vores byer til at være robuste, sammenhængende og fleksible, så de kan tilpasse sig fremtidens behov.

Tidspunktet for at udvikle politik og arbejde med nye metoder på dette område er det helt rigtige nu. Vi er i gang med en stor grøn omstilling af samfundet, som vil/kan påvirke udviklingen af Danmark. Der er en stor transformation af mange byer i gang, og det vil kun eskalere i omfang. Der er behov for at Danmarks fysiske udvikling bliver sat på dagsordnen, en fysisk udvikling, som vil være strukturbærende de næste mere end 100 år. Det er her vi skaber rammerne for udvikling og vækst, og det er her vi kan fokusere udviklingsindsatsen i den retning vi gerne vil gå.”

Selve salonen med oplæg, spørgsmål og diskussion tager ca. 1 time, hvorefter der vil være en forfriskning og tid til at snakke med hinanden. Du er velkommen til at tage en ven med– men husk at tilmelde dig via mail til nannasimone.jensen@gmail.com efter først til mølle-princippet.

Jeg håber vi ses!

Cirkulær økonomi til debat ved Global Green Growth Forum 2014

Den danske regering er vært for det fjerde globale grønne vækstforum – Global Green Growth Forum (3GF) den 20-21 oktober. Dette giver Danmark en unik mulighed at præge verden i retning af en social, miljømæssig og økonomisk bæredygtig fremtid. Fokusset for dette 3GF møde er at ændre forbrugs- og produktionsmønstre, og her har Danmark som storforbruger af ressourcer en kæmpe opgave, men også en masse løsninger parat.

Der er store udfordringer i at opretholde vores levestandard og samtidig sikre ressourcer til fremtidige generationer. Hvis vi prædiker grøn omstilling uden at anerkende, at traditionel vækst ikke rimer på bæredygtighed, risikerer vi en gentagelse af ’succesen’ fra COP15. Det er ikke nok med et ’reality check’ – nøglen til grøn vækst er at bruge den danske tradition, hvor politikere i samarbejde med virksomheder og forbrugere, har skabt bølger af grøn iværksætteri og udviklet nye, grønne forretningsmodeller.

Vejen til grøn omstilling er gennem udbredelsen af nye forretningsmodeller, hvor man går fra at tænke lineært til at tænke cirkulært. Heldigvis har flere virksomheder allerede ændret deres kerneforretning fra at levere produkter til at levere serviceløsninger. Her er serviceløsningen bygget op omkring det traditionelle produkt, men samtidig minimeres forbruget af materialer og energiforbrug gennem hele produktets levetid. Det gavner både klimaet, miljøet og forretningen. Cirkulære forretningsmodeller kan ske ved at tilbagetage produkter til direkte genbrug eller komponentgenbrug. Eller ved at gå fra produktsalg til produktservicesalg, hvor man sælger eller leaser en service, i stedet for et produkt. Cirkulær økonomi er en af de nye veje til bæredygtighed og grøn omstilling.

Investeringer i bæredygtige og ressourceeffektive teknologier er essentielt for grøn vækst, og det er vigtigt at sikre den nødvendige kapital til udvikling af fremtidens løsninger. Et stigende antal virksomheder har opdaget, at de ved at nytænke deres traditionelle forretningsmodel kan nedbringe ressourceforbruget i hele værdikæden og samtidig udnytte den stigende globale efterspørgsel på grønne løsninger. Flere analyser bekræfter, at ressourceeffektivitet er en god forretning. En tysk undersøgelse, foretaget af COWI sidste år, viser, at små og mellemstore virksomheder i den europæiske fremstillingsindustri hvert år kan hente omkring 5,8 mia. kr. ekstra alene i kraft af tiltag, der reducerer forurening og sikrer en bedre udnyttelse af materialerne i produktionen.

Nøglen til succes for 3GF er den gode historie om dansk grøn vækst. Danmark bør i højere grad være en inkubator for fremme af grøn udvikling, grundet vores unikke tradition for grøn nytænkning i samarbejde mellem beslutningstagere, virksomheder og befolkningen. Der er intet alternativ til grøn vækst – men hvem ønsker også et alternativ, når den eneste mulige løsning er bæredygtig på alle parametre? Og så gør det jo ikke noget, at der er et enormt eksportpotentiale i at fremme danske grønne løsninger.

Få kemikalierne ud af tøjet

Vejen mod en bæredygtig modebranche er lang, men det er kampen værd. Når vi er med til at støtte den danske modebranches vej mod bæredygtig omstilling, så er vi med til at gøre en kæmpe industri bedre for verden. Det er der brug for. Bæredygtig omstilling er ikke umulig og utopisk. Det er en reel mulighed, som vi skal blive ved med at arbejde for at gøre mulig. Den nye ressourcestrategis mål om mere genanvendelse, er et godt skridt på vejen mod en bæredygtig modeindustri, som vi kan være stolte af i Danmark. En modeindustri der kan blive et dansk flagskib, der viser vejen frem.

Greenpeace udgav d. 14. januar rapporten ”A little story about the monsters in your closet”. I rapporten gøres det klart, at der er blevet fundet et bredt udsnit af problematiske kemikalier i tøj og fodtøj til børn. Der indgår ikke nogle danske produkter i undersøgelsen. Alligevel er resultaterne ikke ønskværdige. Det er en alvorlig situation, som vi i Danmark skal handle på.

Se rapporten her: http://www.greenpeace.org/eastasia/Global/eastasia/publications/reports/toxics/2013/A%20Little%20Story%20About%20the%20Monsters%20In%20Your%20Closet%20-%20Report.pdf

I Danmark har vi mange store aktører inden for tekstil- og modebranchen – det skal vi være glade for og stolte af, men vi skal også være med til at bekæmpe brugen af skadelige kemikalier i tøjet. I Danmark kan vi derfor arbejde for at påvirke forbruget af kemikalier i produktionslandene ved at sikre, at danske virksomheder har den nødvendige viden og de nødvendige muligheder for at sætte høje krav til deres leverandører. På den måde kan de afgøre, hvilke kemikalier de ikke vil acceptere, at deres leverandører anvender. Jeg ser gerne at vi arbejder endnu hårdere for at få kemikalierne ud af tøjet – for din skyld og for miljøets.

Miljøstyrelsen har lavet denne lille video om kemikalier i tøjet. Fin og informativ, men vi må være endnu mere ambitiøse.

Nyd modeugen.

Ingen grøn vækst uden rettigheder

Mit seneste indspark til udviklingsdebatten på Altinget, bragt d. 21.10.2013

Jeg vil gerne understrege, at grøn vækst i udviklingspolitikken netop bunder i et ønske om at sikre en bæredygtig udvikling, der kommer den brede befolkning i udviklingslandene til gavn.

Det Radikale Venstre arbejder ikke for vækst, alene for vækstens skyld – men for at skabe forbedringer for befolkningen i udviklingslandene. Udviklingslandene har brug for vækst, og der er brug for, at væksten fremmer livskvaliteten for den brede befolkning. Det er helt afgørende, at befolkningen mærker en langsigtet effekt og en forbedring i deres levevilkår. Indkomstudvikling til den fattigste del af befolkning er prioriteret højt i regeringens strategi, og derfor er vækst vigtig, fordi kagen simpelthen er for lille. Det er ikke kun et spørgsmål om omfordeling, men også om at øge fordelingskilden. Så ja, det er livsvigtigt med vækst, hvis velstandsfremgang skal opnås.

Men det er vigtigt, at det er den rigtige form for vækst – og her ønsker jeg, at farven på væksten skal være grøn. Grøn vækst er miljømæssigt forsvarligt og den skal sikre en langsigtet bæredygtig udvikling. Ved at satse på grøn vækst er vi med til at fremme, at de jobs der skabes i udviklingslandene, varer ved, når ressourcerne ikke slipper op.

Læs resten

Innovation og grøn vækst i affaldssektoren

Danmark tilbage i førertrøjen

Affald er ikke længere blot affald, i dag er affald ressourcer. Ressourcer som vi skal blive bedre til at udnytte og genanvende. Derfor glæder jeg mig til at deltage i DAKOFAs årskonference d. 26.-27. september, hvor den grønne omstilling er i fokus.

Det er et spændende program:

http://www.dakofa.dk/Aktiviteter/konferencer_seminarer/130926/Materiale/dakofa_program_high.pdf

Læs resten

Fra lineær til cirkulær økonomi – fra affald til ressourcer

Affald er ikke længere blot affald, i dag er affald råmaterialer. I en tid hvor vi bruger ressourcer, som havde vi halvanden jordklode, bliver evnen til at genanvende ressourcer et afgørende konkurrenceparameter.

I en lineær økonomi producerer virksomhederne varer, som forbrugerne køber. Når de er færdige med at bruge dem, bliver de smidt ud. Det giver et overforbrug af jordens knappe ressourcer og er med til at skabe uhyrlige mængder affald. I gennemsnit producerer hver dansker 800 kg affald om året. I Danmark. Dertil kommer de skjulte affaldsstrømme i udlandet på 3 ton pr. europæer, som ligger bag vores forbrug. Det er ikke en holdbar løsning.

I en cirkulær økonomi ser man på produktets livscyklus; dermed bliver det muligt at tænke i helheder. Når jeg køber et køleskab i dag, så skal jeg selv skaffe mig af med det igen, og som følge heraf stiger affaldsmængden. Tænk, hvis jeg i stedet kunne leje køleskabet, så ville køleskabet komme retur til producenten, når lejeperioden løb ud. Producenten vil så have interesse i, at køleskabet er så solidt, at det kan genudlejes, og konstrueret således, at materialerne i sidste ende kan genanvendes. På den måde bliver affald til en ny ressource.

Omstilling er på vej

I dag brænder vi alt for mange af de knappe ressourcer af, men ved at tænke i nye baner kan vi ændre på det. I en cirkulær økonomi kommer vedligeholdelse, genbrug, gensalg eller genudlejning, renovering eller reproduktion før forbrænding. Der er en klar miljømæssig gevinst ved cirkulær økonomi, men det er også en god forretning for forbrugere og producenter og basis for nye teknologier og mange nye job i Danmark, hvis vi sikrer en vis kontrol med materialestrømmene.

En række danske virksomheder har allerede taget de første skridt på vejen mod mindre affaldsproduktion og mere genanvendelse. I dag tilbyder Gabriel, der producerer møbeltekstiler, en tekstiltype, der er så rent et produkt, at det kan komposteres og indgå i et biologisk kredsløb. Hos børnetøjsfirmaet Katvig har det store fokus på bæredygtighed bl.a. ført til produkter med polyester lavet af genbrugsflasker. Der er mange perspektiver i en ny tilgang til affald. I branchen er man ved at være klar.

For at bruge jordens ressourcer mere effektivt, skal vi gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen. Vi skal genanvende i langt højere grad og således spare på de jomfruelige materialer. Den kommende ressourcestrategi skal vise vejen til øget genanvendelse, så værdifulde råmaterialer ikke ender som aske eller på lossepladsen. Omstillingen fra affald til ressourcer er på vej – nu skal vi sikre, at det bliver til gavn for den danske konkurrenceevne at gå fra lineær økonomi til cirkulær økonomi.

Spar på ressourcerne – giv slip på ejerskabet

Vi lever i en tid, hvor det globale behov for naturressourcer vokser og vokser så hurtigt, at hvis vi fortsætter » business as usual «, vil vi have brug for 2,3 jordkloder i 2050. Det viser beregninger fra Global Footprint Network.

Regeringens kommende ressourcestrategi handler om, at udnytte vores ressourcer bedre end, vi gør i dag, først med fokus på mere genanvendelse men også på at forebygge affald.

En vej er at gøre det nemmere at slippe ejerskabet, så fremtidens produkter i højere grad lejes end ejes.

Brug-og-smid-væk-kulturen er udbredt. Men smartere versioner af velkendte forbrugsgoder dukker hele tiden op. Ofte kan reparation slet ikke betale sig i forhold til nyindkøb. Det betyder, at jordens ressourcer bliver til affald, hurtigere end affald igen kan blive til ressourcer.

Kan det betale sig at eje en bil, når man bor i byen, eller kan vi med fordel låne en dele-elbil? Kan det betale sig at eje sit køleskab, eller kan vi med fordel leje det og automatisk få den nye model, når den kommer på markedet?

Stor iderigdom hos virksomhederne med nye forretningsmodeller kombineret med en stærk politisk vilje til at skabe de rette rammer for grøn omstilling, men glem ikke at succesen afhænger af, at vi som borgere tør give slip på vaner og være med til at skabe en bæredygtig fremtid.

R: Ny grøn vækstplan skaber nye arbejdspladser

Regeringen har i dag fremlagt Vækstplan for vand, bio & miljøløsninger. Vækstplanen tager særlig hånd om udfordringer på vandområdet, ressourceeffektivitet og affaldssektoren. Miljøordfører Lone Loklindt hilser vækstplanen velkommen.

”Det vigtige i den grønne vækstplan er, at vi kan skabe nye danske grønne arbejdspladser, der er med til at beskytte miljøet. Den sammenhæng kan vi sikre ved at udnytte det store potentiale, der er inden for blandt andet ressourceoptimering og affaldsteknologi”, siger Lone Loklindt, og fortsætter:

”Derfor er det vigtigt, at vi med den nye grønne vækstplan fjerner uhensigtsmæssig regulering, der står i vejen for mere genanvendelse. På den måde kan danske virksomheder blive mere innovative i forhold til materialeanvendelse. Det er der rigtig mange gode perspektiver i”.

Med vækstplanen sættes der ind for at fremme løsninger for en mere ressource­effektiv produktion og at få en mere konkurrencedygtig og inno­vativ affaldssektor. Mere end 50.000 danskere arbejder i virksomheder, der laver vand-, bio- og miljøløsninger. Det er et område, hvor Danmark er blandt de førende i verden. Med vækstplanen styrkes grundlaget for, at danske virksomheder får øget del i det voksende internationale marked for vand-, bio- og miljøløsninger. Vækstplanen bidrager til at fastholde og skabe arbejdspladser i Danmark.

Derudover glæder Lone Loklindt sig over, at vækstplanen også kridter banen for, at danske virksomheder skal være blandt de bedste til at producere effektive og intelligente løsninger på verdens udfordringer på vandområdet.

”Hvis vi i Danmark kan blive bedre til at løse vores egne udfordringer og samtidig får opbygget en eksportsektor til lande, der har endnu større udfordringer, så giver det også rigtig god mening ”, siger Lone Loklindt, der også ser frem til at regeringens ressourcestrategi bliver offentliggjort, hvor fokus ifølge den nye vækstplan er på modernisering af affaldssektoren og nye målsætninger for genanvendelse.

 

Du kan læse hele Vækstplan for vand-, bio- og miljøløsninger her: http://www.evm.dk/publikationer/2013/12-03-13-danmark-i-arbejde-vaekstplan-for-vand-bio-og-miljoe