Tag-arkiv: bæredygtigt forbrug

At se verden gennem et nøglehul

Valid, konkret og konstruktiv kritik er altid velkommen. Virkelighedsfjern og snæversynet kritik er modsat unødvendig og ofte formålsstridig. Desværre falder De Miljøøkonomiske Vismænds kritik af regeringens ambitiøse genanvendelsesindsats i sidstnævnte kategori. Begrænsede som vismændene er af deres snævre øko­no­miske faglighed, beskuer de verden – og dens udfordringer og potentialer – gennem et smalt nøglehul. Derfor fanger de naturligvis kun de detaljer, nuancer og perspektiver, som deres snævre faglige optik tillader.

Et af Vismændenes kritikpunkter i forhold til regeringens ressourcestrategi er, at der, i modsætning til, hvad regeringen når frem til i sine analyser, er sam­fund­søkonomiske omkostninger forbundet med genanvendelse frem for forbrænding. Dette er et fint eksempel på, hvordan Vismændene ser verden gennem et nøglehul. For Vismændene overser bl.a., at ved at forbrænde mindre, som er regeringens målsætning med ressourcestrategien, så opnår vi større fraktioner, som det kan betale sig at genanvende. Det er simpelthen økonomisk rentabelt at øge genanvendelsen. Det giver arbejdspladser, fremmer teknologiudvikling, og giver desuden mulighed for at eksportere dansk know-how til en verden, der har voksende ressourceproblemer. Det vil være direkte dumt at fortsætte den nuværende kurs, hvor vi enten sender guldet ud af landet eller brænder det af!

Et andet væsentligt punkt i Vismændenes kritik går på, at øget genanvendelse vil kræve, at husholdningerne bruger mere tid på at sortere deres affald. Her overser Vismændene fuldstændig, at mange danskere allerede sorterer affald, at danskerne er glade for genanvendelse – og faktisk gerne vil sortere mere, når de ved, det nytter. Når Vismændene sætter timeløn på arbejde i hjemmet, anvender de en snæver økonomisk metode, der viser en fordyrelse ved øget genanvendelse, som dybest set ikke er en omkostning for de danske hjem og det danske samfund. Når nu Vismændene var i gang – kunne de jo også have regnet på omkostningerne ved at sortere tøj inden vask eller ved at lave mad. Absurditeten i at prissætte gerninger i husholdningen er indlysende. Sortering af affald bliver blot en ny en af slagsen. Og selvfølgelig skal vi understøtte, at det bliver så nemt for husholdningerne at sortere som over­ho­ve­det muligt.

Følger vi Vismændenes anbefalinger, så mister vi vores bæredygtige førerposition og muligheden for at skabe grønne arbejdspladser i Danmark. Vismændenes forfejlede kritik skal ikke slå os ud af kurs. Med et holistisk syn på de miljøudfordringer vi står over for, fortsætter vi arbejdet for at implementere regeringens ressourcestrategi, fordi cirkulær økonomi og mere genanvendelse understøtter fremtidens teknologier. Og vi tror. På fremtiden.