Tag-arkiv: cirkulær økonomi

Cirkulær økonomi til debat ved Global Green Growth Forum 2014

Den danske regering er vært for det fjerde globale grønne vækstforum – Global Green Growth Forum (3GF) den 20-21 oktober. Dette giver Danmark en unik mulighed at præge verden i retning af en social, miljømæssig og økonomisk bæredygtig fremtid. Fokusset for dette 3GF møde er at ændre forbrugs- og produktionsmønstre, og her har Danmark som storforbruger af ressourcer en kæmpe opgave, men også en masse løsninger parat.

Der er store udfordringer i at opretholde vores levestandard og samtidig sikre ressourcer til fremtidige generationer. Hvis vi prædiker grøn omstilling uden at anerkende, at traditionel vækst ikke rimer på bæredygtighed, risikerer vi en gentagelse af ’succesen’ fra COP15. Det er ikke nok med et ’reality check’ – nøglen til grøn vækst er at bruge den danske tradition, hvor politikere i samarbejde med virksomheder og forbrugere, har skabt bølger af grøn iværksætteri og udviklet nye, grønne forretningsmodeller.

Vejen til grøn omstilling er gennem udbredelsen af nye forretningsmodeller, hvor man går fra at tænke lineært til at tænke cirkulært. Heldigvis har flere virksomheder allerede ændret deres kerneforretning fra at levere produkter til at levere serviceløsninger. Her er serviceløsningen bygget op omkring det traditionelle produkt, men samtidig minimeres forbruget af materialer og energiforbrug gennem hele produktets levetid. Det gavner både klimaet, miljøet og forretningen. Cirkulære forretningsmodeller kan ske ved at tilbagetage produkter til direkte genbrug eller komponentgenbrug. Eller ved at gå fra produktsalg til produktservicesalg, hvor man sælger eller leaser en service, i stedet for et produkt. Cirkulær økonomi er en af de nye veje til bæredygtighed og grøn omstilling.

Investeringer i bæredygtige og ressourceeffektive teknologier er essentielt for grøn vækst, og det er vigtigt at sikre den nødvendige kapital til udvikling af fremtidens løsninger. Et stigende antal virksomheder har opdaget, at de ved at nytænke deres traditionelle forretningsmodel kan nedbringe ressourceforbruget i hele værdikæden og samtidig udnytte den stigende globale efterspørgsel på grønne løsninger. Flere analyser bekræfter, at ressourceeffektivitet er en god forretning. En tysk undersøgelse, foretaget af COWI sidste år, viser, at små og mellemstore virksomheder i den europæiske fremstillingsindustri hvert år kan hente omkring 5,8 mia. kr. ekstra alene i kraft af tiltag, der reducerer forurening og sikrer en bedre udnyttelse af materialerne i produktionen.

Nøglen til succes for 3GF er den gode historie om dansk grøn vækst. Danmark bør i højere grad være en inkubator for fremme af grøn udvikling, grundet vores unikke tradition for grøn nytænkning i samarbejde mellem beslutningstagere, virksomheder og befolkningen. Der er intet alternativ til grøn vækst – men hvem ønsker også et alternativ, når den eneste mulige løsning er bæredygtig på alle parametre? Og så gør det jo ikke noget, at der er et enormt eksportpotentiale i at fremme danske grønne løsninger.

At se verden gennem et nøglehul

Valid, konkret og konstruktiv kritik er altid velkommen. Virkelighedsfjern og snæversynet kritik er modsat unødvendig og ofte formålsstridig. Desværre falder De Miljøøkonomiske Vismænds kritik af regeringens ambitiøse genanvendelsesindsats i sidstnævnte kategori. Begrænsede som vismændene er af deres snævre øko­no­miske faglighed, beskuer de verden – og dens udfordringer og potentialer – gennem et smalt nøglehul. Derfor fanger de naturligvis kun de detaljer, nuancer og perspektiver, som deres snævre faglige optik tillader.

Et af Vismændenes kritikpunkter i forhold til regeringens ressourcestrategi er, at der, i modsætning til, hvad regeringen når frem til i sine analyser, er sam­fund­søkonomiske omkostninger forbundet med genanvendelse frem for forbrænding. Dette er et fint eksempel på, hvordan Vismændene ser verden gennem et nøglehul. For Vismændene overser bl.a., at ved at forbrænde mindre, som er regeringens målsætning med ressourcestrategien, så opnår vi større fraktioner, som det kan betale sig at genanvende. Det er simpelthen økonomisk rentabelt at øge genanvendelsen. Det giver arbejdspladser, fremmer teknologiudvikling, og giver desuden mulighed for at eksportere dansk know-how til en verden, der har voksende ressourceproblemer. Det vil være direkte dumt at fortsætte den nuværende kurs, hvor vi enten sender guldet ud af landet eller brænder det af!

Et andet væsentligt punkt i Vismændenes kritik går på, at øget genanvendelse vil kræve, at husholdningerne bruger mere tid på at sortere deres affald. Her overser Vismændene fuldstændig, at mange danskere allerede sorterer affald, at danskerne er glade for genanvendelse – og faktisk gerne vil sortere mere, når de ved, det nytter. Når Vismændene sætter timeløn på arbejde i hjemmet, anvender de en snæver økonomisk metode, der viser en fordyrelse ved øget genanvendelse, som dybest set ikke er en omkostning for de danske hjem og det danske samfund. Når nu Vismændene var i gang – kunne de jo også have regnet på omkostningerne ved at sortere tøj inden vask eller ved at lave mad. Absurditeten i at prissætte gerninger i husholdningen er indlysende. Sortering af affald bliver blot en ny en af slagsen. Og selvfølgelig skal vi understøtte, at det bliver så nemt for husholdningerne at sortere som over­ho­ve­det muligt.

Følger vi Vismændenes anbefalinger, så mister vi vores bæredygtige førerposition og muligheden for at skabe grønne arbejdspladser i Danmark. Vismændenes forfejlede kritik skal ikke slå os ud af kurs. Med et holistisk syn på de miljøudfordringer vi står over for, fortsætter vi arbejdet for at implementere regeringens ressourcestrategi, fordi cirkulær økonomi og mere genanvendelse understøtter fremtidens teknologier. Og vi tror. På fremtiden.

 

 

Fra lineær til cirkulær økonomi – fra affald til ressourcer

Affald er ikke længere blot affald, i dag er affald råmaterialer. I en tid hvor vi bruger ressourcer, som havde vi halvanden jordklode, bliver evnen til at genanvende ressourcer et afgørende konkurrenceparameter.

I en lineær økonomi producerer virksomhederne varer, som forbrugerne køber. Når de er færdige med at bruge dem, bliver de smidt ud. Det giver et overforbrug af jordens knappe ressourcer og er med til at skabe uhyrlige mængder affald. I gennemsnit producerer hver dansker 800 kg affald om året. I Danmark. Dertil kommer de skjulte affaldsstrømme i udlandet på 3 ton pr. europæer, som ligger bag vores forbrug. Det er ikke en holdbar løsning.

I en cirkulær økonomi ser man på produktets livscyklus; dermed bliver det muligt at tænke i helheder. Når jeg køber et køleskab i dag, så skal jeg selv skaffe mig af med det igen, og som følge heraf stiger affaldsmængden. Tænk, hvis jeg i stedet kunne leje køleskabet, så ville køleskabet komme retur til producenten, når lejeperioden løb ud. Producenten vil så have interesse i, at køleskabet er så solidt, at det kan genudlejes, og konstrueret således, at materialerne i sidste ende kan genanvendes. På den måde bliver affald til en ny ressource.

Omstilling er på vej

I dag brænder vi alt for mange af de knappe ressourcer af, men ved at tænke i nye baner kan vi ændre på det. I en cirkulær økonomi kommer vedligeholdelse, genbrug, gensalg eller genudlejning, renovering eller reproduktion før forbrænding. Der er en klar miljømæssig gevinst ved cirkulær økonomi, men det er også en god forretning for forbrugere og producenter og basis for nye teknologier og mange nye job i Danmark, hvis vi sikrer en vis kontrol med materialestrømmene.

En række danske virksomheder har allerede taget de første skridt på vejen mod mindre affaldsproduktion og mere genanvendelse. I dag tilbyder Gabriel, der producerer møbeltekstiler, en tekstiltype, der er så rent et produkt, at det kan komposteres og indgå i et biologisk kredsløb. Hos børnetøjsfirmaet Katvig har det store fokus på bæredygtighed bl.a. ført til produkter med polyester lavet af genbrugsflasker. Der er mange perspektiver i en ny tilgang til affald. I branchen er man ved at være klar.

For at bruge jordens ressourcer mere effektivt, skal vi gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen. Vi skal genanvende i langt højere grad og således spare på de jomfruelige materialer. Den kommende ressourcestrategi skal vise vejen til øget genanvendelse, så værdifulde råmaterialer ikke ender som aske eller på lossepladsen. Omstillingen fra affald til ressourcer er på vej – nu skal vi sikre, at det bliver til gavn for den danske konkurrenceevne at gå fra lineær økonomi til cirkulær økonomi.