Tag-arkiv: copenhagen fashion week

Få kemikalierne ud af tøjet

Vejen mod en bæredygtig modebranche er lang, men det er kampen værd. Når vi er med til at støtte den danske modebranches vej mod bæredygtig omstilling, så er vi med til at gøre en kæmpe industri bedre for verden. Det er der brug for. Bæredygtig omstilling er ikke umulig og utopisk. Det er en reel mulighed, som vi skal blive ved med at arbejde for at gøre mulig. Den nye ressourcestrategis mål om mere genanvendelse, er et godt skridt på vejen mod en bæredygtig modeindustri, som vi kan være stolte af i Danmark. En modeindustri der kan blive et dansk flagskib, der viser vejen frem.

Greenpeace udgav d. 14. januar rapporten ”A little story about the monsters in your closet”. I rapporten gøres det klart, at der er blevet fundet et bredt udsnit af problematiske kemikalier i tøj og fodtøj til børn. Der indgår ikke nogle danske produkter i undersøgelsen. Alligevel er resultaterne ikke ønskværdige. Det er en alvorlig situation, som vi i Danmark skal handle på.

Se rapporten her: http://www.greenpeace.org/eastasia/Global/eastasia/publications/reports/toxics/2013/A%20Little%20Story%20About%20the%20Monsters%20In%20Your%20Closet%20-%20Report.pdf

I Danmark har vi mange store aktører inden for tekstil- og modebranchen – det skal vi være glade for og stolte af, men vi skal også være med til at bekæmpe brugen af skadelige kemikalier i tøjet. I Danmark kan vi derfor arbejde for at påvirke forbruget af kemikalier i produktionslandene ved at sikre, at danske virksomheder har den nødvendige viden og de nødvendige muligheder for at sætte høje krav til deres leverandører. På den måde kan de afgøre, hvilke kemikalier de ikke vil acceptere, at deres leverandører anvender. Jeg ser gerne at vi arbejder endnu hårdere for at få kemikalierne ud af tøjet – for din skyld og for miljøets.

Miljøstyrelsen har lavet denne lille video om kemikalier i tøjet. Fin og informativ, men vi må være endnu mere ambitiøse.

Nyd modeugen.

Copenhagen Fashion Week – nej til kopivarer

Copenhagen Fashion Week står for døren og en lang række danske designere skal vise deres nyeste kreationer frem for verden. Det skal vi være stolte af og glade for. Den danske mode- og tekstilindustri omsætter for mere end 30 milliarder kroner om året, hvor mere end 80 procent af indtjeningen kommer fra salg i udlandet. I København er modeugen en international begivenhed. Det er ikke tilfældigt. Det understreger, at den danske modebranche er en af Danmarks største eksporterhverv. En branche der beskæftiger cirka 10.000 i Danmark.

I kølvandet på en mode- og tekstilindustri i udvikling følger desværre også knap så gode ting. Populære men også dyre produkter får en lang række aktører til at producere illegale kopiprodukter. Det er selvfølgelig ulovligt at kopiere et mærkes produkter, fordi de har brugt tid og kræfter på at opbygge et produkt og et image, der viser, hvem de er. Hvad der er straks værre, er de afledte konsekvenser, som produktionen af kopivarer har for både miljø og mennesker. Hvis man skal bekæmpe produktionen, bliver vi også nødt til at bekæmpe køb og salg af produkterne.

FN har netop lanceret en kampagne under navnet: ”Counterfeit: Don’t buy into organized crime”. Kampagnen opfordrer forbrugerne til at overveje, hvem og hvad der ligger bag produktionen af kopivarer. Dette gøres i et forsøg på at skabe en bedre viden om en illegal milliardindustri, og de mange afledte konsekvenser af denne. Fra udnyttelse af arbejdskraft til at producere kopivarerne, til de harmefulde og potentielle dødelige farer der er forbundet med disse varer, og den forbindelse det har til finansieringen andre kriminelle aktiviteter. Produktionen af kopivarer er kriminalitet, der påvirker os alle. Køb og salg af kopivarer skal bekæmpes og jeg håber flere vil deltage aktivt i den kamp.

Se denne film som FN har lavet:

Læs mere om problemstillingen på: http://www.unodc.org/counterfeit/.

Hav en god modeuge.