Tag-arkiv: genanvendelse

Folkemødet på Bornholm 2014

Miljø, mode & design: Fra catwalk til vaskemaskine

Modebranchen er en af verdens største miljøsyndere, men samtidig en af de mest effektive kommunikationsplatforme. Kan modebranchen og andre kreative erhverv være med til at kommunikere miljøspørgsmål og på den måde være med til at ændre samfundets holdning til forbrug? Det satte jeg til debat i det radikale telt på Folkemødet sammen med Jonas Eder-Hansen fra Danish Fashion Institute og Morten Lehmann fra IC Companys.


Godt og blandet fra de mange gode debatter på Folkemødet

Jeg fik i år diskuteret alt fra den robuste borger, til hvorfor frivillige er nødvendige i udviklingsarbejdet, videre til hvilket butiksliv vi ønsker i Danmark, til en verden med fossilfri transport – det har været en fantastisk oplevelse.


Unge som gamle nyder år efter år Folkemødet, og jeg må også selv sige: “Jeg er fan”. Efter en weekend spækket med gode oplevelse, intense debatter, folkefest og en “nær” dialog som ikke findes andre steder, har jeg fået ny energi. Energi til at arbejde endnu hårdere for at komme i mål med mine og radikales politiske mål. Tak.


 

Copenhagen Fashion Summit er platformen, hvor bæredygtig mode fungerer som drivkraft for fremtidens ønske om grøn udvikling

Copenhagen Fashion Summit er verdens største event om bæredygtighed inden for modeindustrien. Dette er stedet, hvor de, der tegner modebranchens bæredygtige fremtid, mødes for at tale om modeindustriens sociale- og miljømæssige ansvar og mulige løsninger

Den danske modebranche har masser af potentiale for både udvikling og vækst. En række aktører fra branchen har nemlig besluttet sig for at være bæredygtige. Det er en unik chance for at skabe vækst i Danmark, hvis vi kan blive markedsførende indenfor bæredygtig mode. Ligesom New Nordic Cooking, der har gået sin sejrsgang verden over, kan bæredygtig mode få tilnavnet New Nordic Fashion.

Når vi er med til at støtte den danske modebranches vej mod bæredygtig omstilling, så er vi med til at gøre en kæmpe industri bedre for verden. Det er der brug for. Bæredygtig omstilling er ikke umulig og utopisk. Det er en reel mulighed, som vi skal blive ved med at arbejde for at gøre mulig. Den nye ressourcestrategis mål om mere genanvendelse, er et godt skridt på vejen mod en bæredygtig modeindustri, som vi kan være stolte af i Danmark. En modeindustri der kan blive et dansk flagskib, der viser vejen frem.

Læs resten

Skrald er guld værd

Pressemeddelelse i anledning af præsentationen af ressourcestrategien 07.10.2013

Regeringens nye ressourcestrategi signalerer et paradigmeskift i danskernes tilgang til affald: Genanvend mere – forbrænd mindre! Og gevinsterne er enorme. Både for miljøet og for økonomien.
Radikale Venstres miljøordfører, Lone Loklindt, er begejstret for udsigten til en ny tilgang til vores affald:

“Ressourcestrategien er skelsættende for den grønne omstilling af vores samfund. At gå over til at betragte affald som en ressource er et paradigmeskift som bliver afgørende for den måde, vi kommer til at indrette vores samfund på mange år frem i tiden. Strategien er et enestående eksempel på, hvordan denne regering omstiller Danmark i en grønnere retning – med blik for både miljø og klima, vækst og arbejdspladser,” siger Lone Loklindt, der ud over at være Radikale Venstres miljøordfører også er formand for Folketingets miljøudvalg.

Danmark er et af de lande i Europa, der producerer mest affald per indbygger. Hidtil har affald været betragtet som et uundgåeligt resultat af den økonomiske aktivitet i samfundet – som et problem der på den ene eller anden måde skulle skaf¬fes af vejen, fortrinsvis ved forbrænding. Fra nu af betragter vi affald som en ressource, som vi skal blive de bedste til at udnytte.

Læs resten

Brugte mobiler er en guldgrube

Brugte mobiltelefoner er ikke en kilde til affald, derimod er de fulde af knappe ressourcer, der kan genanvendes til glæde for samfundsøkonomien og miljøet.

Der er ingen tal for, hvor mange mobiltelefoner der er i Danmark. Sikkert er, at der hvert år bliver købt 4,8 millioner mobiltelefoner, hvoraf kun ti procent bliver genanvendt. Det viser klart og tydeligt, at vi ikke er gode nok til at genanvende jordens knappe ressourcer.

Dermed ikke sagt, at de resterende 90 procent ryger i skraldespanden. Mange har dem liggende hjemme i skuffen. Denne pulterkammereffekt udgør en sand guldgrube. Hvis vi kan udarbejde et effektivt retursystem, hvor alle, som i løbet af et år udskifter deres telefon, afleverer deres telefon til genanvendelse, er den samlede gevinst 118 millioner kroner.

Ideen med en pant-ordning er, at langt flere mobiltelefoner vil blive afleveret til genanvendelse i stedet for at blive smidt forkert ud. Og danskerne vil gerne have en pant-ordning. Tre ud af fire adspurgte i en Gallup-undersøgelse fra sidste år er positive over for pant på mobiltelefoner, skriver Danmarks Naturfredningsforening (her).

Læs resten

Debat: Dit plastaffald ender i havet

AFFALD ELLER GENBRUG. Uforvarende er vi alle med til at forurene havene gennem brugen af kosmetiske produkter og dårlig affaldshåndtering.

MÆNGDEN af plastaffald i havmiljøet er generelt stigende i EU. Små og fine partikler (såkaldt mikroplastik) vækker særlig bekymring. De findes alle steder – selv i de fjerneste områder – i højere koncentrationer i vandet end koncentrationen af plankton, viser en rapport, som Bio Intelligence Service har udarbejdet for Europakommissionen.

FOREKOMSTEN af mikroplastik i havet og fødekæden mistænkes for at have skadelig virkning på havets dyr og på havets økosystemer. Desuden er mikroplastik under mistanke for at være med til at sprede uønskede stoffer i havmiljøet som f. eks. hormonforstyrrende stoffer. Hvis dette mikroplastik og de kemiske stoffer, det indeholder, indtages i store mængder af havets fauna, kan det medføre alvorlig forurening af fødekæden.

Læs resten

Pant kan sikre mere genanvendelse

Pant kan sikre, at flere ressoucer bliver genanvendt i stedet for at blive brændt. Derfor skal der laves flere forsøg med retursystemer

Batterier, mobiltelefoner og småt elektronik indeholder masser af værdifulde ressourcer, som samtidig er uønskede i det omgivende miljø. De eksisterende indsamlingsordninger er ikke optimale, og mange batterier og små stykker elektronik havner hver dag i skraldespanden og bliver derfor ikke udnyttet optimalt, samtidig med at de øger mængden af miljøfarlige stoffer i husholdningsaffaldet.

Hvis man lytter til vismændene, bør vi derfor overveje at indføre et pantsystem i stil med det effektive retursystem, vi har til dåser og flasker.

I vismændenes miljøøkonomiske rapport fra sidste uge var affald et af temaerne. Affaldshåndtering har til formål at undgå forurening, men i takt med stigende råvarepriser er genanvendelse og ressourceeffektivitet også blevet en vigtig dimension. Ifølge vismændene skal genanvendelse kun bruges, hvis det er økonomisk forsvarligt, men ifølge EU’s affaldshieraki skal affaldshåndteringen også i Danmark fremme genbrug og genanvendelse forud for forbrænding og deponering på lossepladser. Vugge-til-vugge-tænkningen eller den cirkulære økonomi er således idealet. Ressourceknaphed og genanvendelse bliver også centralt i regeringens ressourcestrategi, som kommer her i foråret.

Effektive systemer

Forskellige take-back-ordninger viser tydeligt, at de brugte produkter har værdi, enten direkte som input til ny produktion, eller indirekte i forhold til producentens ansvar for bortskaffelsen. Nokia tilbyder at tage den gamle telefon tilbage mod betaling, ligesom H&M lige er begyndt at tage tøj retur i bytte for en rabat på nyt køb. Spørgsmålet er om disse “private” retursystemer kan indfri forventningerne. Udfordringen omkring genanvendelse ligger nemlig i at skabe effektive retursystemer, så man dels får indsamlet og udsorteret de enkelte typer materialer på den nemmeste og billigste måde, dels opnår så betydelige mængder, at genindvinding bliver rentabel.

Radikale Venstre har allerede flere gange foreslået, at man overvejer pant som en måde at sikre en effektiv indsamling, men forudsætningen er naturligvis, at det kan ske uden unødigt bureaukrati. For øjeblikket er der igangsat et projekt under Den grønne omstillingsfond (tidl. Fornyelsesfonden), som har til formål at afdække muligheden for en pantløsning inden for tekstil. Det vigtigste er, at retursystemer granskes og udfordres gennem forsøg og offentlig debat. Lige så naturligt det er for os at putte de tomme dåser i flaskeautomaten, lige så naturligt bliver det måske at aflevere småt elektronik, mobiltelefoner og brugt tøj i dertil indrettede automater, så ressourcerne kan genanvendes optimalt, frem for som nu, for en stor del, at havne i forbrændingen.