Tag-arkiv: københavn

Er Frederiksberg Kommune kun grøn på overfladen?

I sidste uge opfordrede jeg Frederiksberg-Bladets læsere til at komme med bud på, hvordan vi bedst reducerer luftforureningen i byen. Nu har jeg inviteret Søren Have til at være den første gæsteskribent på min “Blog og blandede bolcher”.

Søren Have er ekspert i bæredygtig transport og IT-strategi hos PA Consulting, har en PhD i matematik, kører elbil og så er han en af de ivrigste #dkgreen tweeps med en holdning til det meste på den grønne dagsorden. God læselyst!

Søren Have, 4. maj 2014

I Frederiksberg-bladet d. 29. april 2014 spørger Lone Loklindt: “Har du gode ideer til renere luft i byen?” Lone nævner selv miljøzoner, begrænsning af brændeovne og fremme af elbiler/kollektiv transport som mulige tiltag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg efterspørger at der sker noget med miljøzonerne. Brændeovne-problematikken er der nok andre, der skriver om. Så jeg vil i dette indlæg fokusere på elbiler og Frederiksberg.

Frederiksberg er en grøn kommune både helt konkret, med mange træer, men også i den miljømæssige betydning. F.eks. har Frederiksberg Nordens første elektriske skraldebil (som jeg i øvrigt ofte ser i mit kvarter), flere elbiler til gartnere og en pulje til grøn omstilling.

Elbiler er godt for nærmiljøet, både hvad angår støj og røg (de lokale kilder betyder faktisk meget: under VM i halvmaraton faldt partikelforeningen ganske betydeligt). Elbiler udgør også en vigtig del af den grønne omstilling af transportsystemet. Ja, det er rigtigt, at noget af strømmen stadig kommer fra kul, men mere og mere kommer fra vedvarende kilder – i første kvartal af 2014 var f.eks. 40% af DONGs strøm fra vind/sol. Men, som jeg tidligere har beskrevet i Ingeniøren, hvis elbilernes strømforbrug skal hjælpe den grønne omstilling, så skal opladning ske om natten, hvor vinden ofte blæser uden, at der er noget nævneværdigt forbrug. Dette er ikke noget problem for folk i parcelhus med egen indkørsel og oplader. Men inde i byen, hvor bilerne er parkeret på gaden, er det en udfordring.

I vores familie har vi nu kørt elbil i næsten 2 år. Det er vi alle rigtig glade for. Men det havde ikke kunnet hænge sammen, hvis ikke den dagligt kunne lades på min kærestes arbejdsplads: Først var der jo slet ingen ladestandere på Frederiksberg fordi de absolut skulle være Frederiksberg-grønne. Og nu, hvor der faktisk begynder at komme lidt flere elbiler, er der ofte optaget på de 6 (seks!) ladestandere der er på Frederiksberg (2 stk. ved Brandstationen, Rådhuset og Amicisvej). Og samtidig er Københavns Kommune begyndt at kræve parkeringslicens/billet for elbiler under opladning, så nødløsningen med at køre til Nørre Søgade/Vesterport dur ikke rigtig længere.

Nu vil mange så sikkert tænke: “Men så kan han da droppe bilen helt. Biler hører ikke hjemme inde i byen.” Det kan der være noget om. Man kan nå langt med kollektiv transport, delebiler og (lad-)cykler. Og med ændret parkeringsregulering kunne fleres skubbes i denne retning, så nogle af de pt. 23.000 biler på Frederiksberg kunne undgås. Men nogen har et transportbehov, som realistisk set kræver en bil. I det mindste med det nuværende udbud af alternativer.

Det er trist at erkende det, men konklusionen af ovenstående er, at jeg faktisk ikke vil anbefale elbil til folk, der bor i lejlighed og som har et dagligt kørebehov på over 50 km. (Med mindre de altså har en reserveret parkeringsplads eller, som vi, kan lade på arbejdet.)

Jeg vil derfor bede Frederiksberg (og andre kommuner med meget etagebyggeri) om at svare på følgende. Med konsistente svar, vel at mærke:

  1. Ønsker I at forbedre luftkvaliteten i kommunen og mindske borgernes CO2-aftryk?
    [Forventet svar: "Ja, selvfølgelig!"]
  2. Ønsker I, at det fortsat skal være muligt for mange familier (pt. hver tredje på Frederiksberg) at have bil i byen?
    [Forventet svar: "Ja, selvfølgelig!"]
  3. Hvad gør I konkret og aktivt for, at borgerne kan udskifte fossil-biler med elbiler?
    [Forventet svar: Øh ...?]

Mit ønske-svar til sidste spørgsmål er: “Vi har sammen med ladestander-operatørerne Clever og E.ON udarbejdet en smidig og sammenhængende proces, hvorigennem borgere der kun har adgang til elbil i husstanden sikres adgang til oplader på reserveret parkeringsplads, højst 500 meter fra bopælen. P-pladserne med ladestandere er reserveret til elbiler generelt, ikke til specifikke køretøjer. Pladserne forsøges så vidt muligt anlagt på kommunalt område, så de også kan bruges af kommende elbiler i kommunen, men gadeparkering vil også blive reserveret til elbiler om nødvendigt. Parkeringsafgiften for elbiler er som for andre biler.”

Hvad siger Frederiksberg? København? Århus?