Tag-arkiv: kvinders rettigheder

Kvindelige helte

I dag er det 100-året for kvindernes stemmeret. En vigtig dag! Hvor har vi nået meget, og hvor er der meget vi stadig skal nå. Nedenunder har jeg samlet nogen af mine for(kvinde)billeder, som jeg finder inspiration fra:

Aase Olesen

Aase Olesen Aase Olesen, den tidligere radikale socialminister, der i slutningen af 1980’erne var bannerfører for en aktiv arbejdsmarkedspolitik målrettet unge på passiv forsørgelse. Hun mente, at alle mennesker skulle mødes med forventningen om, at de kunne noget. Hun var sammen med Lone Dybkjær en af de første radikale kvindelige minister.

Margrethe Vestager

Lone og Margrthe Nuværende EU-kommissær Margrethe Vestager. For at bruge hjernen og hjertet.

 Malala Yousafzai

 

Cfb Malala Yousafzai – beviset på, at ungdommen er sej.

 

Connie Hedegaard

Connie Hedegaard

Connie Hedegaard, fordi hun har sat klimapolitikken på den globale dagsorden.

Kronprinsesse Mary

MaryRespekt for Kronprinsessens engagement i kvinderne i den 3. verden! og nej farverne var ikke aftalt på forhånd ;)

 Lone Dybkjær

Lone og lone 

Tidligere radikal miljøminister Lone Dybkjær – en af grundene til jeg at blev politiker.  Foto kredit: Danphotography

 

Vigga Svensson

Vigga

Vigga Svensson. Sej iværksætterkvinde, som jeg har fulgt længe. Hendes koncept er abonnementsordninger på børnetøj – et rigtig godt eksempel på deleøkonomi – som vi kommer til at se mere af i fremtiden.

Mette Touborg

mette touborg

Mette Touborg er en fantastisk borgmester (selvom hun er SF’er) og har gjort hele Lejre Kommune til en økologisk kommune. Respekt for at tænke nyt.

Marianne Jelved

MArianne Jelved 

Marianne Jelved, fordi hun står ved sine holdninger.


Rigtig glædelig 100 års jubilæumsdag til alle seje danske kvinder – må vi være forgangsland for alle verdens kvinder og de rettigheder de måtte ønske sig!

 

Kvæl kvindehandlen i København


9 af kvindehandelens københavnske bagmænd sidder nu på anklagebænken takket være en intensiv politiefterforskning. Det er en sejr for kampen mod kvindehandel.

Bevismaterialet består overvejende af telefonaflytninger. Vidneudsagn, som kunne styrke sagen, og sikre, at sagernes fulde omfang bliver belyst, er det desværre småt med. Det skyldes, at bagmændenes magt uden problemer rækker ud mellem tremmerne på fængselscellen og både ud på gaden og helt hjem til Rumænien, hvor kvindernes familie og slægtninge bor. Kvinderne kan med god grund frygte for repressalier – både eget og familiens liv og helbred – hvis de vidner og dermed bidrager til at give bagmændene den ekstra lange fængselsstraf, som de givetvis fortjener.

Derfor kan vi sagtens risikere, at selv om de anklagede kendes skyldige, så får de en væsentlig mildere straf, end deres forbrydelser berettiger til. Sådan er det, for i et retssamfund skal beviserne selvfølgelig ”holde i retten”. Forklaringen er, at de pågældende kvinder oftest ender med en enkeltbillet retur til hjemlandet, så selv i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en akut trussel mod børn, søskende, forældre eller andre familiemedlemmer, så er incitamentet til at hjælpe politiet stort set nul. Udsigten til den beskyttelse der kunne ligge i bare en midlertidig opholdstilladelse er stort set også nul. Konsekvensen er, at politiets efterforskning besværliggøres, og de få sager, som efter en ihærdig indsats bringes for domstolene, er mindre end de havde behøvet at være. Vi får med andre ord knaldet færre bagmænd for mindre kriminalitet for de samme penge, og dermed frasiger vi os også muligheden for at lægge det maksimale pres på bagmændene og deres ekstremt lukrative forretning.

De helt store tabere er selvfølgelig de handlede kvinder. Men som kvinde og menneskerettighedsordfører mener jeg også, at der både er afgørende principper og værdier på spil. Jeg vil derfor gerne stille følgende spørgsmål. Kan vi fortsat stiltiende acceptere, at disse kvinders nægtes basale rettigheder og beskyttelse, eller har vi som samfund et moralsk ansvar, som rækker ud over vores juridiske forpligtelser?  Er vi ikke tvunget til at gøre vores ypperste for at optimere indsatsen og kvæle kvindehandlen i København – og for den sags skyld i også i resten af landet, hvor fænomenet er mindre synligt?