Tag-arkiv: leje

Spar på ressourcerne – giv slip på ejerskabet

Vi lever i en tid, hvor det globale behov for naturressourcer vokser og vokser så hurtigt, at hvis vi fortsætter » business as usual «, vil vi have brug for 2,3 jordkloder i 2050. Det viser beregninger fra Global Footprint Network.

Regeringens kommende ressourcestrategi handler om, at udnytte vores ressourcer bedre end, vi gør i dag, først med fokus på mere genanvendelse men også på at forebygge affald.

En vej er at gøre det nemmere at slippe ejerskabet, så fremtidens produkter i højere grad lejes end ejes.

Brug-og-smid-væk-kulturen er udbredt. Men smartere versioner af velkendte forbrugsgoder dukker hele tiden op. Ofte kan reparation slet ikke betale sig i forhold til nyindkøb. Det betyder, at jordens ressourcer bliver til affald, hurtigere end affald igen kan blive til ressourcer.

Kan det betale sig at eje en bil, når man bor i byen, eller kan vi med fordel låne en dele-elbil? Kan det betale sig at eje sit køleskab, eller kan vi med fordel leje det og automatisk få den nye model, når den kommer på markedet?

Stor iderigdom hos virksomhederne med nye forretningsmodeller kombineret med en stærk politisk vilje til at skabe de rette rammer for grøn omstilling, men glem ikke at succesen afhænger af, at vi som borgere tør give slip på vaner og være med til at skabe en bæredygtig fremtid.