Tag-arkiv: menneskerettigheder

Min tale til landsmødet 2014 om syriske flygtninge i Tyrkiet

Kære Landsmøde,

Egentlig ville jeg have talt om miljøpolitik, bæredygtighed og grøn omstilling, men jeg bliver nødt til at fortælle om, hvad jeg lige har oplevet i Tyrkiet.

I torsdags besøgte jeg en flygtningelejr med 10.000 syriske flygtninge i Tyrkiet. 10.000 mennesker som har fået livet sat på hold på ubestemt tid. Lejren ligger meget tæt på Aleppo, hvor oprørerne stadig holder stand mod både regeringshær og ISIS, omend med større og større besvær. Det gjorde et stort indtryk at få indblik i flygtningenes hverdag. Lige så glad jeg selv kan blive af at se børnene lege, lige så trist bliver jeg af at se mænd med opgivende udtryk i øjnene, mænd som ikke længere kan forsørge familien, mænd som ikke ved om de nogensinde kan vende hjem igen af frygt for Assads repressalier. Ja og det var svært at svare på deres meget direkte spørgsmål, om hvorfor Vesten kun vil bekæmpe ISIS terrorister, om ikke vi mente Assad var lige så slem?

Ud af Syriens 25 millioner indbyggere er der nu 11 mio. som har brug for akut nødhjælp – og næsten lige så mange er flygtet fra deres hjem pga. usikkerheden og de blodige konflikter. Sidste år besøgte jeg Libanon og Jordan, hvor jeg var vildt imponeret over de opgaver som nabolandene løfter. Lige så fuld af anerkendelse er jeg over tyrkernes indsats og gæstfrihed. Tyrkiet har modtaget 1,3 mio. syrere, kun 20% bor i lejre, resten bor udenfor i det tyrkiske samfund. Det er værd at anerkende deres gæstfrihed.

Vi besøgte også et af Dansk Flygtningehjælps communitycentre, hvor især kvinder og børn kom for at få støtte, deltage i sykurser, idræt og ikke mindst aktiviteter for børnene. Igen oplevede jeg hvor godt og professionelt Dansk Flygtningehjælp arbejder i felten. Danmark har bidraget meget for at hjælpe syrerne i nærområdet. Det kan vi godt være stolte af. Men vi kan og bør gøre endnu mere.  Når jeg spurgte kvinderne, hvad de ønskede sig mest, var det, at børnene kom i skole. Tre fjerdele af flygtningebørnene går ikke i skole, og hvis vi ikke internationalt gør noget ved det, bliver det ikke bare en tabt syrisk generation, men også det allerbedste rekrutteringsgrundlag for foreign fighters til ISIS.

Der har aldrig været flere mennesker på flugt fra naturkatastrofer og konflikter i verden. Det har været den blodigste sommer længe, med store lidelser i Gaza, Irak, Eritrea og ikke mindst i Syrien, nu på 3. år. Derfor er jeg glad for, at regeringen nu laver en regel der tydeliggør, at vi kan tage imod flygtninge fra områder med uro og krig uden, at de nødvendigvis er individuelt forfulgte. På den måde tydeliggør vi vores ansvar på linje med de øvrige EU-lande.

Også i det lys er det mig komplet uforståeligt, at Venstre og Dansk Folkeparti vil skære ned på udviklingsbistand og indsatsen for mennesker på flugt. De problematiserer det arabiske initiativ, og jeg skal da ellers love for, at der er brug for både nødhjælp og kapacitetsopbygning.

Så længe verden er så ulige, som den er, vil Radikale Venstre kæmpe for, at en procent – én sølle procent af BNI – skal gå til bistand til verdens mest udsatte. Vi har et internationalt medansvar, præcis som vi hørte det i den svenske valgkamp.

Jeg ville ønske, at det store flertal af danskere ligesom vores svenske naboer ville kæmpe for visionen om Danmark som en humanitær stormagt. Det vil jeg i hvert fald gøre mit til. Det nye udspil er et skridt på den vej.

Møde i en tyrkisk flytningelejr for syrere nær den syriske grænse.

Møde i en tyrkisk flytningelejr for syrere nær den syriske grænse.

 

Formand for Folketinget, Mogens Lykketoft  og jeg foran St. Pierre Church i Hayat  på Præsidiets rejse til Tyrkiet.

Formand for Folketinget, Mogens Lykketoft og jeg foran St. Pierre Church i Hayat på Præsidiets rejse til Tyrkiet.

 

 

 

Kvæl kvindehandlen i København


9 af kvindehandelens københavnske bagmænd sidder nu på anklagebænken takket være en intensiv politiefterforskning. Det er en sejr for kampen mod kvindehandel.

Bevismaterialet består overvejende af telefonaflytninger. Vidneudsagn, som kunne styrke sagen, og sikre, at sagernes fulde omfang bliver belyst, er det desværre småt med. Det skyldes, at bagmændenes magt uden problemer rækker ud mellem tremmerne på fængselscellen og både ud på gaden og helt hjem til Rumænien, hvor kvindernes familie og slægtninge bor. Kvinderne kan med god grund frygte for repressalier – både eget og familiens liv og helbred – hvis de vidner og dermed bidrager til at give bagmændene den ekstra lange fængselsstraf, som de givetvis fortjener.

Derfor kan vi sagtens risikere, at selv om de anklagede kendes skyldige, så får de en væsentlig mildere straf, end deres forbrydelser berettiger til. Sådan er det, for i et retssamfund skal beviserne selvfølgelig ”holde i retten”. Forklaringen er, at de pågældende kvinder oftest ender med en enkeltbillet retur til hjemlandet, så selv i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en akut trussel mod børn, søskende, forældre eller andre familiemedlemmer, så er incitamentet til at hjælpe politiet stort set nul. Udsigten til den beskyttelse der kunne ligge i bare en midlertidig opholdstilladelse er stort set også nul. Konsekvensen er, at politiets efterforskning besværliggøres, og de få sager, som efter en ihærdig indsats bringes for domstolene, er mindre end de havde behøvet at være. Vi får med andre ord knaldet færre bagmænd for mindre kriminalitet for de samme penge, og dermed frasiger vi os også muligheden for at lægge det maksimale pres på bagmændene og deres ekstremt lukrative forretning.

De helt store tabere er selvfølgelig de handlede kvinder. Men som kvinde og menneskerettighedsordfører mener jeg også, at der både er afgørende principper og værdier på spil. Jeg vil derfor gerne stille følgende spørgsmål. Kan vi fortsat stiltiende acceptere, at disse kvinders nægtes basale rettigheder og beskyttelse, eller har vi som samfund et moralsk ansvar, som rækker ud over vores juridiske forpligtelser?  Er vi ikke tvunget til at gøre vores ypperste for at optimere indsatsen og kvæle kvindehandlen i København – og for den sags skyld i også i resten af landet, hvor fænomenet er mindre synligt?

Skal flere FN-konventioner gøres til dansk lov?

Det spørgsmål diskuterede jeg med Jacob Mchangama fra Cepos i P1 Debat.

Om kort tid vil et ekspertudvalg komme med anbefalinger til justitsminister Morten Bødskov, som så skal beslutte, om en række FN-konventioner skal vedtages som lov herhjemme. Det har fået debatten til at blusse op.

Jeg mener, det giver mening at skrive flere konventioner ind i vores lovgivning, og at det vil være en styrke for retssystemet. Jacob er ikke af samme opfattelse. Hør eller se debatten her: http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2013/09/05105556.htm

Post 2015: et fælles ansvar!

Mens vi i Europa og store dele af den vestlige verden er vældigt optaget af vores egne økonomiske udfordringer er der imidlertid større spørgsmål om udvikling i globalt perspektiv som kræver engagement og som vi ikke bare kan parkere og vente med at gøre noget ved til krisen er ovre. Derfor skal det tages alvorligt når post2015-målene eller de Globale Bæredygtighedsmål (SDG) er på agendaen. Vi har et fælles ansvar, men også et differentieret ansvar. Mange udfordringer kan løses hvis der er vilje og de bredeste skuldre må bære mest.

Vi skal naturligvis have ”fyldt op” så vi ikke bare halverer antallet af ekstremt fattige, reducerer mødredødeligheden med 75% osv. Vi skal helt i mål på alle de eksisterende 2015-mål. Derfor er der også mål som fortsat skal prioriteres, andre som skal udvides, men helt nye må også komme til. Personligt ser jeg helst, at følgende temaer prioriteres højt med bæredygtighed og menneskerettigheder som den røde tråd:

Læs resten