Tag-arkiv: vand

Lille hav hvad nu?

Lille hav hvad nu? Det er titlen på en fin dokumentarfilm, som handler om miljøet i havet omkring Danmark. Filmen fortæller om, hvordan havets natur eller havmiljøet påvirkes af menneskelig aktivitet, men også om hvordan vi kan høste havets frugter, hvis vi forvalter det på en bæredygtig måde.

Som miljøordfører er jeg naturligvis meget optaget af vandmiljøplanerne og af, hvordan vi bedst styrer påvirkningen fra landbrugets kvælstof og fosforudledninger. Jeg er optaget af, hvordan vi som land udmønter den nye havmiljøstrategi, hvordan vi benytter, beskytter og bevarer naturen i havet. Har vi de nødvendige data til at følge udviklingen? Hvordan kan vi bruge den nye kortlægningsopgave optimalt?

Som nyligt udnævnt fiskeriordfører er jeg meget optaget af, hvordan vi kan fremme det naturskånsomme fiskeri og gøre industrifiskeriet mere bæredygtigt. Hvordan håndterer vi sælerne, så de ikke bliver til skadedyr? Eksperterne i dokumentarfilmen giver deres bud på, hvordan vi forvalter havet omkring Danmark, den del af vores naturgrundlag, som ikke får nær så meget opmærksomhed som skovene, det åbne naturlandskab eller landbrugslandet i Danmark.

Se filmen, slap af og nyd den, den varer 50 minutter, og send mig gerne dine kommentarer.

Lille Hav Hvad Nu? from Bent Yde Joergensen on Vimeo.

 

Debat: Dit plastaffald ender i havet

AFFALD ELLER GENBRUG. Uforvarende er vi alle med til at forurene havene gennem brugen af kosmetiske produkter og dårlig affaldshåndtering.

MÆNGDEN af plastaffald i havmiljøet er generelt stigende i EU. Små og fine partikler (såkaldt mikroplastik) vækker særlig bekymring. De findes alle steder – selv i de fjerneste områder – i højere koncentrationer i vandet end koncentrationen af plankton, viser en rapport, som Bio Intelligence Service har udarbejdet for Europakommissionen.

FOREKOMSTEN af mikroplastik i havet og fødekæden mistænkes for at have skadelig virkning på havets dyr og på havets økosystemer. Desuden er mikroplastik under mistanke for at være med til at sprede uønskede stoffer i havmiljøet som f. eks. hormonforstyrrende stoffer. Hvis dette mikroplastik og de kemiske stoffer, det indeholder, indtages i store mængder af havets fauna, kan det medføre alvorlig forurening af fødekæden.

Læs resten

Skifergas sparket til hjørne – imens kan vi blive klogere

Skifergas er en vigtig ressource i den danske undergrund. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Vi skal bare ikke lade os rive med af skifergasstemningen. Derfor synes jeg, at det er positivt, at et flertal i Frederikshavn Byråd har besluttet, at de vil have en fuld VVM-undersøgelse, før der gives tilladelse til en dybdeboring efter skifergas.

Vi vinder tid, så vi for det første kan vi blive klogere på risici og potentiale ved at udvinde skifergas i Danmark. For det andet kan teknologien til udvinding af skifergas i mellemtiden blive bedre, så risiko for udslip og forurening bliver mindre.

Jeg er enig med Daniel Gros, direktør i tænketanken Center for European Policy Studies (CEPS), der betragter den europæiske skifergas som en reserve til senere brug, når han siger: ‘Det virkelige spørgsmål er ikke, om skifergas skal udvikles i Europa, men om vi skal bruge det i dag eller i morgen’. Derfor er det vigtigt, at vi bliver fuldstændig klar over, hvad udvinding af skifergas i Danmark betyder for miljøet. Vi skal gå frem efter forsigtighedsprincippet, når det handler om beskyttelse af miljøet.

Læs resten

R: KONSTRUKTIV RAPPORT FRA NATUR- OG LANDBRUGSKOMMISSIONEN

Målet er mere natur og bedre fødevarer. Og vejen dertil er bæredygtige produktionsmetoder, enklere administration, tillid og samarbejde. En glædelig nyhed, mener Radikale Venstres miljøordfører Lone Loklindt og fødevareordfører Lotte Rod.

Naturen og landbruget i Danmark står over for en række udfordringer: Vandmiljøets og naturens tilstand, klimaændringer og den økonomiske situation i landbruget. Derfor har Natur- og Landbrugskommissions givet 44 anbefalinger med 144 forslag til konkrete handlinger til fremtidens løsninger mod en balanceret udvikling af naturen, miljøet og landbrugsproduktionen. Radikale Venstres miljøordfører, Lone Loklindt, udtaler:

”Vi glæder os til at arbejde videre med mulighederne for at skabe mere og bedre natur. Vi er glade for mulighederne for bedre rammer til landbruget til at producere kvalitetsfødevarer og biomasse til fremtidens behov”.

Anbefalingerne giver et markant løft i naturen, forudsætninger for et renere vandmiljø, reduktion af landbrugets drivhusemission og bedre indtjeningsmuligheder. De mange tiltag glæder miljøordfører Lone Loklindt:

”Vi skal gøre det, der virker. Anbefalinger om intelligent og målrettet regulering baseret på målte udledninger imødekommer forventningerne om en mere fleksibel model, hvor landmanden selv er med. Men det skal understreges, at forudsætningen er, at den gamle regulering ikke afvikles, før en ny regulering er klar til at blive implementeret”, siger Lone Loklindt.

Også Radikale Venstres fødevareordfører, Lotte Rod, hilser Natur- og Landbrugskommissionens rapport velkommen:

”Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger giver mere natur, hjælper klimaet og giver landbruget bedre muligheder for vækst og investering. Man kan ikke bare pille det ud, man bedst kan lide. Hele omstillingen og naturen er afhængig af, at der er den rette balance. Hvis det skal lykkes at rejse en naturfond, der skal gøre landbrugsjord til natur, kræver det, at begge parter kan se sig selv i projektet”, siger Lotte Rod.

Læs hele Natur – og Landbrugskommissionernes anbefalinger her: http://www.naturoglandbrug.dk/slutrapport_2013.aspx?ID=52071

 

Grønne initiativer skaber job

For mig er der ingen modsætning mellem at tænke grønt og at skabe job. Dette er min reaktion på Altinget.dks artikel “Vælgerne: Job kommer før klima”

Med vækstplanen “Danmark i arbejde”, som regeringen offentliggjorde sidste tirsdag, tages 40 initiativer for at fremme vækstvilkårene for vand-, bio- og miljøløsninger. I Danmark satser vi grønt, og det skaber arbejdspladser. Vi lader ikke miljøet i stikken – langt fra. Med den grønne vækstplan kan vi skabe nye danske grønne arbejdspladser, der er med til at beskytte miljøet. Den sammenhæng kan vi sikre ved at udnytte det store potentiale, der er inden for blandt andet ressourceoptimering og affaldsteknologi. Vi behøver ikke at gå på kompromis med vores grønne ambitioner for at skabe vækst. Vores grønne ambitioner kan skabe vækst.

Derfor er det vigtigt, at vi med den nye grønne vækstplan fjerner uhensigtsmæssig regulering, der står i vejen for mere genanvendelse. På den måde kan danske virksomheder blive mere innovative i forhold til materialeanvendelse. Det er der rigtig mange gode perspektiver i.

Med vækstplanen sættes der ind for at fremme løsninger for blandt andet en mere ressource­effektiv produktion og at få en mere konkurrencedygtig og innovativ affaldssektor. Mere end 50.000 danskere arbejder i virksomheder, der laver vand-, bio- og miljøløsninger. Det er et område, hvor Danmark er blandt de førende i verden. Med den grønne vækstplan styrkes grundlaget for, at danske virksomheder får øget del i det voksende internationale marked for vand-, bio- og miljøløsninger. Vækstplanen bidrager til at fastholde og skabe arbejdspladser i Danmark.

Samarbejde med virksomhederne

Thomas Færgemann, direktør for den grønne tænketank Concito, siger, at der ikke er en modsætning mellem flere job og et miljøvenligt samfund. Jeg er enig, og det viser vækstplanen for vand-, bio- og miljøløsninger: 

”Danmark har opnået gode resultater med implementering af affaldshierarkiet i forhold til at sikre et minimum af deponi. Men i en moderne økonomi skal der endnu større fokus på genanvendelse og recirkulering og mindre på forbrænding, efterhånden som dette bliver rentabelt i takt med stigende knaphed for forskellige ressourcer. Det er en omstilling, der skal ske i samarbejde med virksomhederne, som skal skabe nye job og udvikle nye teknologier inden for genanvendelse.” 

Hvis vi i Danmark kan blive bedre til at løse vores egne udfordringer og samtidig får opbygget en eksportsektor til lande, der har endnu større udfordringer, så giver det rigtig god mening.

Den stigende ressourceknaphed i verden gør det attraktivt at udvikle og anvende vand-, bio- og miljøløsninger, som kan være med til at lette presset på de knappe ressourcer. Derfor skal danske virksomheder være blandt de bedste til at producere mere med mindre. Ved at holde vores grønne ambitioner i hævd gør vi det muligt at skabe nye job, mens vi arbejder for et bedre miljø. Vækstplanen for vand-, bio- og miljøløsninger får Danmark i arbejde.

Ny lovgivning bidrager til innovativ klimatilpasning

Skybruddet i 2011 var en ubehagelig og milliarddyr affære for både københavnerne og den danske stat, men erfaringerne har resulteret i en klimatilpasningsplan, som kan være en guldfugl for vores land og skabe nye grønne job.

Vi husker alle tydeligt, hvordan byen druknede i voldsomme vandmasser, der stoppede trafikken flere steder i hovedstaden, trængte massivt ind i bygninger og efterlod en milliardregning på de danske gader og stræder. Det var en oplevelse, som vi gerne ville have været foruden, men som vi også har lært meget af.

I Folketinget er vi i øjeblikket ved at behandle en lov, som gør det muligt for spildevandsselskaberne at gå aktivt ind i klimatilpasning baseret på nye smarte løsninger til at håndtere vand fra tage og overflader. Det bliver endnu et redskab til kommunerne som er godt i gang med at lave planer for klimatilpasning.

Den viden kan gavne os på den økonomiske konto, hvis vi udnytter den tilstrækkeligt både i EU, men også i resten af verden. Det er i den forbindelse meget glædeligt, at New Yorks borgmester Michael Bloomberg har kontaktet København for at få indblik i og lære af de københavnske erfaringer og den klimatilpasningsplan, der blev vedtaget efter skybruddet, som leder regnvand uden om kloakkerne og direkte til underjordiske bassiner i havnen. Når USA og andre lande vender næsen mod de innovative danske løsninger og har vi mulighed for at skabe flere job i miljøsektoren. Den handler om klima, men meget mere end det. Den handler nemlig om en omstilling, så løsningen på miljøproblemerne og jobkrisen bliver én og samme ting. Klimatilpasning kan således være med til at lede vejen til flere job og grøn vækst.