Tag-arkiv: #vildmedvilje

Brug og beskyt naturen bedre

Husejere kan lade noget af haven vokse vildt og undlade at bruge gødning og sprøjtemidler, så er der mange vilde planter og dyr, som vil finde et frirum her. »Det er ikke blot dejligt at se på, men også dejligt let at holde,« siger Lone Loklindt (R) i haven på Hauchsvej. Foto: Martin Sørensen/Frederiksberg Bladet

Skrevet af Morten Friis Outzen og bragt i Frederiksberg Bladet d. 11. november 2014

Miljø. I sidste uge fremlagde regeringen en langsigtet og samlet plan for vores natur, Naturplan Danmark. Det er planen at sikre et rigere plante- og dyreliv.

Mere natur: Vores natur har stor indflydelse på vores livskvalitet. Naturen giver os rent drikkevand, sunde fødevarer, et bedre klima og ren luft. Oplevelser i skovene, strandene og engene giver os en dyb følelse af at høre til.

De seneste årtier er det gået tilbage for naturen mange steder. Enkelte naturområder er små og hænger ikke tilstrækkeligt sammen.

Regeringen fremlægger derfor en samlet og langsigtet plan for naturen, der sikrer, at kommende generationer kan blive ved med at nyde naturen.

Danmark har som mål sammen med EU og FN at stoppe tabet af biodiversitet i 2020, og i det arbejde tæller alle tiltag – store som små.

Din have tæller også

»Mange kommuner har allerede biodiversitet med, når de planlægger grønne byrum. Det skal vi gerne se meget mere af. Grønne tage, grønne facader og små grønne arealer som lommeparker er nogle af de små greb, kommuner kan bruge for at skabe mere natur i byerne,« siger formand for Folketingets Miljøudvalg Lone loklindt (R) og fortsætter:

»Det er ikke kun godt for honningbier, fugle og insekter, men også godt i forhold til at opsuge regnvand, som ellers ender i vores kloakker – og i værste fald i vores kældre, når der er monsterregn.«

Byernes grønne områder og de mange private haver kan også være med til at forbedre biodiversiteten i Danmark. Det er ifølge hende den samlede indsats, som er med til at løfte Naturplan Danmark og gøre en forskel for vores biodiversitet.

»Det praktiserer jeg i et hjørne af min have ’en vild med vilje-krog’, som i sommer præsterede det mest fantastiske krible krable liv med insekter, blomster og hjemmehørende planter som voksede om kap i havens vilde hjørne,« fortæller hun.

Særligt truede arter

Naturplan Danmark omfatter også 10 millioner kroner til at beskytte særligt truede arter, og et nationalt biodiversitetskort, som kortlægger, hvor truede og sårbare arter lever.

»Hvis vi skal kunne passe ordentligt på sjældne dyr som grønbroget tudse, sommerfuglen hedepletvinge, odder og hasselmus, så kan vi bedre beskytte dem, når vi ved, hvor de lever. Og når man kender og holder af naturen, passer man også bedre på den,« siger miljøminister Kirsten Brosbøl (R).

Derudover vil regeringen med Naturplan Danmark gøre mere for at beskytte naturområder i byer og sommerhusområder.

Paragraf 3-natur i de områder vil fremover bliver bedre beskyttet. Det sker konkret ved at ophæve en undtagelse (i naturtypebekendtgørelsen), så de værdifulde naturarealer i byerne fremover er sikret bevarelse.

Det betyder, at områder som for eksempel Grøndalen, ikke må ændres til hverken landbrug eller til veje og husbyggeri. På den måde sikrer vi værdifulde naturområder, som er vigtige levesteder for vilde planter og dyr, og som er til glæde og fornøjelse for mennesker.