Det er på tide med et opgør med opfattelsen af ældre på arbejdsmarkedet

Politiken har i den seneste tid bragt artikler, som omhandler seniorers oplevelse med negativ aldersdiskrimination, bl.a. fra Kolding og Frederiksberg. Det er en vigtig problemstilling, som kalder på en bredere samfundsdebat om alt fra efteruddannelse og anerkendelse, selvforståelse og selvforsørgelse.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards indspark om, at vi aldrig skulle have afskaffet efterlønnen er bagudskuende og helt i skoven. Det er jo positivt, at folk lever længere og for en stor del bliver længere på arbejdsmarkedet. Det stiller bare krav til, hvordan vi tager hånd om seniorernes arbejdskraft, også når de bliver arbejdsløse. Denne problematik ligger ikke kun hos jobcentrene, men også i virksomhederne. Mange er gode til at fastholde, men meget færre ansætter mennesker i en moden alder. Derfor mener jeg, det er bydende nødvendigt, at vi generelt får langt større fokus på værdien af at have seniorerne på arbejdsmarkedet, som f.eks. stabilitet, fleksibilitet og livserfaring. Vi bliver nødt til at vænne os til, at det er de færreste der vælger efterlønnen, tværtimod er de fleste i slut 50’erne og ældre i dag parate til at arbejde og lære nyt – omstilling er også for dem blevet et grundvilkår.

Det er klart, at seniorer har nogle livs- og arbejdserfaringer, der i den grad kan gavne arbejdspladsen. Men det handler også om, at diversitet i medarbejdergruppen fører til øget produktivitet. Det indebærer selvfølgelig aspekter som køn og etnicitet, men i den grad også alder. Derfor skal alle arbejdspladser, også de offentlige, blive bedre til i ansættelsessituationer at se alder som en kompetence, ikke en begrænsning. Det er ikke kun retfærdigt, men også nødvendigt. I takt med at vi bliver ældre, og pensionsalderen stiger, bliver det jo også et spørgsmål om, at arbejdsmarkedet skal kunne løfte velfærdsstaten.

Jeg runder selv snart de 60 og for mig handler mit arbejde lige så meget nu som tidligere om faglig udfordring og udvikling. Derfor ville det virkelig ærgre mig, hvis jeg blev mødt med en forudindtaget forestilling om, at jeg ikke kan træde helhjertet ind i en ny stilling, enten fordi jeg allerede har det ene ben i pensionskassen, eller fordi jeg simpelthen ikke gider eller kan mere.

Jeg kan ikke udtale mig om detaljerne i sagen om borgeren i Frederiksberg Kommune. Men debatten er et symptom på en bredere samfundstendens, og det er et opgør, som vi bliver nødt til at tage. Ikke mindst fordi den aldrende befolkning kommer til at fylde mere økonomisk. Det er et paradoks, der skal tages hånd om nu, inden det udvikler sig til et større samfundsproblem.