Nyt Europa: EU’s klimalov kan ikke klare et kompromis

Med European Green Deal skal EU-Kommissionen med formand Ursula von der Leyen i spidsen være mere aktiv i lovhåndhævelse, mener Nyt Europa. (Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix)

DEBAT: EU-Kommissionens klimaudspil vidner om høje ambitioner. Men hvis ambitionerne skal realiseres, skal lande, der ikke lever op til forpligtelserne, hurtigere sanktioneres, mener Nyt Europas formand.

Af Lone Loklindt
Formand, Nyt Europa

Den danske klimalov har gået sin sejrsgang i offentligheden, og i december kom Ursula von der Leyen og EU-Kommissionen med deres udspil til European Green Deal, som reelt kan gøre en forskel for jordens klima, hvad angår ambitionsniveau.

I det første udspil står der, at EU skal være CO2-neutralt i 2050, og at økonomien skal afkobles fra ressourceforbrug, hvilket kræver en hidtil uset omstilling af vores samfund.

Den plan er i sandhed Europas “man on the moon moment”, som Ursula von der Leyen selv udtalte ved præsentationen af Green Deal.

Som Danmarks grønne Europa-organisation er vi i Nyt Europa glade for ambitionsniveauet hos Kommissionen og Europa-Parlamentet. Så langt, så godt. Det store spørgsmål er dog, hvorvidt medlemslandene kan acceptere detaljerne i den kommende EU-klimalov, som forventes at komme til marts.

Ambitioner eller kompromisser
Den grønne politik har igennem flere årtier været en af EU’s største succeser. Borgerne støtter op om EU-klimapolitikken, og Bruxelles har samtidig brugt den til at styrke det europæiske fællesskab.

Dermed har klimapolitik overordnet set været en såkaldt win-win-sag i EU-regi. Historisk set har medlemslandene accepteret EU’s klimapolitik, men at blive enige om en europæisk klimalov i denne kategori er en ny udfordring.

Tidligere har koalitioner af lande bedt Kommissionen tage højde for deres økonomiske situation ved vedtagelsen af EU-klimapolitik. For at imødekomme disse krav har EU, med sin Just Transition Mechanism, prøvet at kompensere sig fra visse landes skepsis.

Det bliver interessant at se, hvor meget Kommissionen vil bøje sig for medlemslandenes forskellige krav, og om de vil gå på kompromis med ambitionsniveauet eller detaljerne. Detaljerne kender vi ikke til endnu, men i Nyt Europa håber vi på, at ambitionsniveauet fastholdes, da intet mindre kan gøre det.

Uanset ambitionsniveauet ved vi af erfaring, at EU-politik ikke altid bliver realiseret ude i de enkelte lande. EU har i dag problemer med at få medlemslandene til at håndhæve grundlæggende demokratiske principper, så hvordan skal de kunne realisere European Green Deal?

Som minimum en bindende aftale
Udfordringen er så fundamental, og derfor skal klimaloven indeholde de nødvendige værktøjer til implementering, monitorering og håndhævelse.

I Nyt Europa mener vi, at aftalen skal være bindende som et absolut minimum. Den skal samtidig indeholde flere og præcise bindende delmål for de enkelte medlemslande, for eksempel på toårig basis. Alle målene skal monitoreres årligt, og EU skal have hurtige sanktionsmuligheder, hvis vi skal håbe på at kunne håndhæve og dermed realisere ambitionerne.

Det kræver også, at Kommissionen skal være mere aktiv i håndhævelsen af EU-love, blandt andet ved EU-Domstolen. Disse værktøjer er nødvendige, for at medlemslandene følger aftalen fra dens vedtagelse, men også efter 10, 15 og 25 år. Vi håber, at Kommissionen adresserer dette tilstrækkeligt i deres kommende udspil. I kampen for klimaet ligger djævlen i detaljerne.

Vi må nu vente på Kommissionens udspil til klimaloven, og så beder vi til, at den tager hånd om implementering, monitorering, håndhævelse og ikke går på kompromis, så aftalen overalt i Europa kan føre til reel omstilling.

I Nyt Europa følger vi netop kunsten ikke at gå på kompromis med klimaet, og vi vil gøre vores for at påpege, hvis Kommissionen ikke følger samme mantra. Klimaet kan ikke klare et kompromis.

Artikel bragt på Altinget.dk. Læs her: https://www.altinget.dk/eu/artikel/nyt-europa-eu-skal-sanktionere-slendrian-med-faelles-klimalov?fbclid=IwAR3fz-LmaSBTxN518Pn-1BF9z1M2hA7tAELPcMxVcYoLtw9FuW63GpA3quA

Verdensmålskompetencer som løftestang for ledige akademikere

I disse dage søger tusinder af håbefulde mennesker ind på Danmarks mange universiteter. Mange af disse ansøgere vil før eller siden træde ud i et arbejdsmarked præget af høj ledighed. Ledige akademikere og ikke mindst ledige dimittender fylder ikke bare i statistikkerne men også i debatspalterne på det seneste. Det fyger med påstande om luddovne akademikere og smarte løsninger som en sænkning af dimittendsatsen i arbejdsløshedsunderstøttelsen. Jeg tror ikke overhovedet ikke på et quick-fix og jeg tror heller ikke på, at ledige akademikere bare skal sendes ud i ufaglært job, hvor de skubber andre værdigt trængende væk. Vi ved, at langt de fleste job i dag bliver besat via netværk. Det gør ikke jobsøgningen nemmere for alle. Men netop derfor bør både jobcentre og a-kasser bidrage til at udvide kandidaternes netværk.  

De ledige akademikere skal naturligvis søge bredt og bredere end deres uddannelse og ønskejob lige peger på, for det er ofte svært at komme igennem nåleøjet i top-10-listen på ønskesedlen. Nogle virksomheder har ingen eller kun få akademikere og nogle vil gerne prøve. Derfor kan det være en løftestang at have ekstra ad hoc kompetencer, så virksomheder får mere mod på at prøve en akademiker.

Det kunne for eksempel være more fokus på FN’s verdensmål. Vi ved, heldigvis, at rigtig mange virksomheder gerne vil arbejde med verdensmål og i højere grad adoptere dem i virksomhedspolitikker, visioner og strategier. Mange af dem oplever dog en usikkerhed på hvordan. Derfor kunne det være en god idé at give de ledige akademikere et crash-course i, hvordan verdensmålene kan bruges strategisk. Hvordan screener man sin virksomhed for risici og potentialer for at påvirke omverdenen negativt og positivt? Hvordan kan verdensmålene bidrage til bæredygtig produktudvikling, medarbejderfastholdelse, socialt ansvar, mindre klimapåvirkning, mindre ressourceforbrug, mere ligestilling og mere samarbejde. På den måde kan man give ledige akademikere nogle specifikke kompetencer, som mange virksomheder i den grad kunne nyde godt af.

Vi har prøvet det før på Frederiksberg, med succes. Vi har tidligere tilbudt ledige akademikere et regnskabskursus og senere fundet virksomheder, som var ivrige aftagere. Det samme kunne vi og andre kommuner gøre nu, hvor der efterspørges indsigt og kompetence i forhold til bæredygtighed. Vi har brug for at rykke på den bæredygtige omstilling, på klima og socialt ansvar. Derfor kan vi slå flere fluer med et slag, hvis de ledige akademikere kan gøres til Verdensmålsambassadører og hjælpe virksomhederne med en dagsorden, som stadig er ny for mange, men uomgængelig.

Negativ social kontrol og vold mod etniske minoritetskvinder

Nye rapporter fra VIVE og Als Research belyser en rystende tendens af negativ social kontrol af etniske minoritetskvinder i Danmark. Det hører selvfølgelig ingensteds hjemme. Når Radikale snakker om ligestilling af kønnene, mener vi ligestilling for alle. Med det sagt bliver jeg bekymret når udlændinge- og integrationsministeren mener, at løsningen er at indføre flere bureaukratiske systemer, som straffer de kvinder, der er ofre for undertrykkelsen. Man kan ikke straffe sig til forandring.

I stedet bør regeringen og kommunerne lave indsatser, der understøtter kvinders selvstændighed og selvtillid. På Frederiksberg har vi haft stor succes med et frivilligt undervisningsforløb med det formål at styrke etniske minoritetskvinders personlige og faglige forudsætninger for at komme i job. De 45 kvinder der er eller har været igennem forløbet har modtaget undervisning bestående af reflekterende øvelser, træning af sprog, sociale aktiviteter, virksomhedsbesøg og besøg hos andre relevante organisationer. ”Kvinder i job”-indsatsen har været kørt i samarbejde med Bydelsmødrene. Resultatet har været positivt og op mod 50% af kvinderne, der har afsluttet forløbet, har efterfølgende fået job eller startet på uddannelse. Forløbet har også været en mulighed for kvinderne til at danne sig et netværk, der rækker ud over deres nærmeste familie.

Danner har også for nyligt udgivet en rapport der omhandler vold mod migrantkvinder. Rapporten viser at migrantkvinder er særligt udsatte for partnervold. På Danners krisecenter var 48 % af de udflyttede kvinder i 2017 født i et andet land end Danmark, heraf havde 68 % ikke dansk statsborgerskab. Danner understreger, at det en tendens, vi politiske magthavere kan og bør gøre en meget større indsats for at modarbejde. Det kræver en landsdækkende opsøgende indsats, der skal gå hånd i hånd med et tæt samarbejde med kommuner og de medarbejdere, der dagligt møder de voldsramte kvinder. Kvinderne skal opleve tillid og have kendskab til deres rettigheder.

Jeg har sammen med mine Radikale partifæller netop stillet et beslutningsforslag til kommunalbestyrelsen, om at der udarbejdes en kommunal ligestillingspolitik. Hvis vi kan få den igennem, vil vi arbejde på at gøre indsatsen mod negativ social kontrol og vold mod etniske minoritetskvinder en vigtig del af politikken. For ligestilling er ikke rigtig ligestilling, hvis ikke vi favner alle kvinder.

Du kan læse de forskellige rapporter herunder:

Det er på tide med et opgør med opfattelsen af ældre på arbejdsmarkedet

Politiken har i den seneste tid bragt artikler, som omhandler seniorers oplevelse med negativ aldersdiskrimination, bl.a. fra Kolding og Frederiksberg. Det er en vigtig problemstilling, som kalder på en bredere samfundsdebat om alt fra efteruddannelse og anerkendelse, selvforståelse og selvforsørgelse.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards indspark om, at vi aldrig skulle have afskaffet efterlønnen er bagudskuende og helt i skoven. Det er jo positivt, at folk lever længere og for en stor del bliver længere på arbejdsmarkedet. Det stiller bare krav til, hvordan vi tager hånd om seniorernes arbejdskraft, også når de bliver arbejdsløse. Denne problematik ligger ikke kun hos jobcentrene, men også i virksomhederne. Mange er gode til at fastholde, men meget færre ansætter mennesker i en moden alder. Derfor mener jeg, det er bydende nødvendigt, at vi generelt får langt større fokus på værdien af at have seniorerne på arbejdsmarkedet, som f.eks. stabilitet, fleksibilitet og livserfaring. Vi bliver nødt til at vænne os til, at det er de færreste der vælger efterlønnen, tværtimod er de fleste i slut 50’erne og ældre i dag parate til at arbejde og lære nyt – omstilling er også for dem blevet et grundvilkår.

Det er klart, at seniorer har nogle livs- og arbejdserfaringer, der i den grad kan gavne arbejdspladsen. Men det handler også om, at diversitet i medarbejdergruppen fører til øget produktivitet. Det indebærer selvfølgelig aspekter som køn og etnicitet, men i den grad også alder. Derfor skal alle arbejdspladser, også de offentlige, blive bedre til i ansættelsessituationer at se alder som en kompetence, ikke en begrænsning. Det er ikke kun retfærdigt, men også nødvendigt. I takt med at vi bliver ældre, og pensionsalderen stiger, bliver det jo også et spørgsmål om, at arbejdsmarkedet skal kunne løfte velfærdsstaten.

Jeg runder selv snart de 60 og for mig handler mit arbejde lige så meget nu som tidligere om faglig udfordring og udvikling. Derfor ville det virkelig ærgre mig, hvis jeg blev mødt med en forudindtaget forestilling om, at jeg ikke kan træde helhjertet ind i en ny stilling, enten fordi jeg allerede har det ene ben i pensionskassen, eller fordi jeg simpelthen ikke gider eller kan mere.

Jeg kan ikke udtale mig om detaljerne i sagen om borgeren i Frederiksberg Kommune. Men debatten er et symptom på en bredere samfundstendens, og det er et opgør, som vi bliver nødt til at tage. Ikke mindst fordi den aldrende befolkning kommer til at fylde mere økonomisk. Det er et paradoks, der skal tages hånd om nu, inden det udvikler sig til et større samfundsproblem.