DEBAT: Ligestilling kommer ikke af sig selv – heller ikke på Frederiksberg

Lone Loklindt (R). – Foto: Martin Sørensen.

Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

Lone Loklindt (R), Rådmand

Ligestilling kommer ikke af sig selv eller af gode intentioner. Det kræver politisk handling. I Radikale Venstre ønsker vi at tage store skridt for at opnå reel ligestilling mellem kønnene i Frederiksberg Kommune.

Hvis vi skal efterleve verdensmål 5 om kønsligestilling, skal vi sætte handling bag ordene. På nuværende tidspunkt har kommunen hverken politikker eller klare målsætninger for ligestilling, selvom emnet nævnes både i lønredegørelsen for 2019 og i kortlægningen af Frederiksberg Kommunes bidrag til verdensmålene. Men hvis disse gode intentioner ikke oversættes til en politisk handleplan, er det svært at se hvordan ligestilling reelt skal opnås.

Derfor har jeg og mine Radikale partifæller netop stillet et beslutningsforslag til kommunalbestyrelsen, om at der udarbejdes en ligestillingspolitik. For det er et behov.

Mens institutionsledere hovedsageligt er kvinder, besættes lederpositioner i toppen primært af mænd og der gøres intet for at sikre kvindelige ansøgere. Der er et gennemsnitligt ligelønsgab på 1252 kroner om måneden mellem mænd og kvinder, i mændenes favør.

Derudover skal en ligestillingspolitik også understøtte kommunens arbejde mod vold og social kontrol. Alt for mange kvinder udsættes for vold og social kontrol, især kvinder med udenlandsk oprindelse.

Hvis Frederiksberg Kommune seriøst vil problemer som disse til livs, bliver vi nødt til at fremme kvinder i ledelse og ikke mindst sætte ind der, hvor den manglende ligestilling rammer hårdt socialt.

Jeg er spændt på, om hele kommunalbestyrelsen vil støtte os i vores forslag og reelt sætte handling bag de mange ord og intentioner, der lover guld og grønne skove… og ligestilling.

Artikel bragt på minby.dk. Læs den her.