BRUG KULTUREN – I NYE FORMATER

Covid-19 pandemien har vendt op og ned på mange ting og meget tyder på, at vi skal vænne os til det længe endnu. Nedlukningen har vist, hvor meget kulturlivet betyder for os hver især. Men Corona-tiden har også vist, hvor meget vi som publikum betyder for kulturlivet. Ud af situationen er der opstået et stort behov for, at kulturen tilpasser sig de nye retningslinjer og ikke mindst opfinder nye formater, for at nå et publikum. Mange af os er klar til at prøve nyt, sidde stille til en koncert, hvor man har lyst til at danse, bestille tid til museumsbesøget, og gå i teater med maske på. Digitale formater blomstrer og der eksperimenteres med hybrider. De fleste kulturaktører har på kort tid gentænkt deres produktioner og forretningsmodeller i forsøget på at overleve ved at appellere til bredere målgrupper. Ingen har overblikket og alle udviser den største fleksibilitet. Netop derfor kunne det give rigtig god mening at indsamle de mange erfaringer og undersøge de potentialer og udfordringer, der ligger i at gentænke kulturelle oplevelser og kunstneriske produktioner i en ny virkelighed. Men i kulturudvalget var der ikke opbakning i den konservative lejr. I Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Enhedslisten ærgrer vi os over, at udvalgsformand Nikolaj Bøgh ikke kunne se værdien i at række aktørerne denne hånd til vidensdeling og fælles ansvar i en tid, hvor mange af dem er så pressede, at de risikerer at lukke helt ned. Så meget for viljen til at understøtte kulturen i en svær tid.

Lone Loklindt (RV), Gunvor Wibroe (S) og Mette Bang Larsen (EL)

Alle medlemmer af kulturudvalget

Indlæg bragt i Frederiksberg LIV den 11.11.2020

DEBAT: Ligestilling kommer ikke af sig selv – heller ikke på Frederiksberg

Lone Loklindt (R). – Foto: Martin Sørensen.

Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

Lone Loklindt (R), Rådmand

Ligestilling kommer ikke af sig selv eller af gode intentioner. Det kræver politisk handling. I Radikale Venstre ønsker vi at tage store skridt for at opnå reel ligestilling mellem kønnene i Frederiksberg Kommune.

Hvis vi skal efterleve verdensmål 5 om kønsligestilling, skal vi sætte handling bag ordene. På nuværende tidspunkt har kommunen hverken politikker eller klare målsætninger for ligestilling, selvom emnet nævnes både i lønredegørelsen for 2019 og i kortlægningen af Frederiksberg Kommunes bidrag til verdensmålene. Men hvis disse gode intentioner ikke oversættes til en politisk handleplan, er det svært at se hvordan ligestilling reelt skal opnås.

Derfor har jeg og mine Radikale partifæller netop stillet et beslutningsforslag til kommunalbestyrelsen, om at der udarbejdes en ligestillingspolitik. For det er et behov.

Mens institutionsledere hovedsageligt er kvinder, besættes lederpositioner i toppen primært af mænd og der gøres intet for at sikre kvindelige ansøgere. Der er et gennemsnitligt ligelønsgab på 1252 kroner om måneden mellem mænd og kvinder, i mændenes favør.

Derudover skal en ligestillingspolitik også understøtte kommunens arbejde mod vold og social kontrol. Alt for mange kvinder udsættes for vold og social kontrol, især kvinder med udenlandsk oprindelse.

Hvis Frederiksberg Kommune seriøst vil problemer som disse til livs, bliver vi nødt til at fremme kvinder i ledelse og ikke mindst sætte ind der, hvor den manglende ligestilling rammer hårdt socialt.

Jeg er spændt på, om hele kommunalbestyrelsen vil støtte os i vores forslag og reelt sætte handling bag de mange ord og intentioner, der lover guld og grønne skove… og ligestilling.

Artikel bragt på minby.dk. Læs den her.

Nyt Europa: EU’s klimalov kan ikke klare et kompromis

Med European Green Deal skal EU-Kommissionen med formand Ursula von der Leyen i spidsen være mere aktiv i lovhåndhævelse, mener Nyt Europa. (Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix)

DEBAT: EU-Kommissionens klimaudspil vidner om høje ambitioner. Men hvis ambitionerne skal realiseres, skal lande, der ikke lever op til forpligtelserne, hurtigere sanktioneres, mener Nyt Europas formand.

Af Lone Loklindt
Formand, Nyt Europa

Den danske klimalov har gået sin sejrsgang i offentligheden, og i december kom Ursula von der Leyen og EU-Kommissionen med deres udspil til European Green Deal, som reelt kan gøre en forskel for jordens klima, hvad angår ambitionsniveau.

I det første udspil står der, at EU skal være CO2-neutralt i 2050, og at økonomien skal afkobles fra ressourceforbrug, hvilket kræver en hidtil uset omstilling af vores samfund.

Den plan er i sandhed Europas “man on the moon moment”, som Ursula von der Leyen selv udtalte ved præsentationen af Green Deal.

Som Danmarks grønne Europa-organisation er vi i Nyt Europa glade for ambitionsniveauet hos Kommissionen og Europa-Parlamentet. Så langt, så godt. Det store spørgsmål er dog, hvorvidt medlemslandene kan acceptere detaljerne i den kommende EU-klimalov, som forventes at komme til marts.

Ambitioner eller kompromisser
Den grønne politik har igennem flere årtier været en af EU’s største succeser. Borgerne støtter op om EU-klimapolitikken, og Bruxelles har samtidig brugt den til at styrke det europæiske fællesskab.

Dermed har klimapolitik overordnet set været en såkaldt win-win-sag i EU-regi. Historisk set har medlemslandene accepteret EU’s klimapolitik, men at blive enige om en europæisk klimalov i denne kategori er en ny udfordring.

Tidligere har koalitioner af lande bedt Kommissionen tage højde for deres økonomiske situation ved vedtagelsen af EU-klimapolitik. For at imødekomme disse krav har EU, med sin Just Transition Mechanism, prøvet at kompensere sig fra visse landes skepsis.

Det bliver interessant at se, hvor meget Kommissionen vil bøje sig for medlemslandenes forskellige krav, og om de vil gå på kompromis med ambitionsniveauet eller detaljerne. Detaljerne kender vi ikke til endnu, men i Nyt Europa håber vi på, at ambitionsniveauet fastholdes, da intet mindre kan gøre det.

Uanset ambitionsniveauet ved vi af erfaring, at EU-politik ikke altid bliver realiseret ude i de enkelte lande. EU har i dag problemer med at få medlemslandene til at håndhæve grundlæggende demokratiske principper, så hvordan skal de kunne realisere European Green Deal?

Som minimum en bindende aftale
Udfordringen er så fundamental, og derfor skal klimaloven indeholde de nødvendige værktøjer til implementering, monitorering og håndhævelse.

I Nyt Europa mener vi, at aftalen skal være bindende som et absolut minimum. Den skal samtidig indeholde flere og præcise bindende delmål for de enkelte medlemslande, for eksempel på toårig basis. Alle målene skal monitoreres årligt, og EU skal have hurtige sanktionsmuligheder, hvis vi skal håbe på at kunne håndhæve og dermed realisere ambitionerne.

Det kræver også, at Kommissionen skal være mere aktiv i håndhævelsen af EU-love, blandt andet ved EU-Domstolen. Disse værktøjer er nødvendige, for at medlemslandene følger aftalen fra dens vedtagelse, men også efter 10, 15 og 25 år. Vi håber, at Kommissionen adresserer dette tilstrækkeligt i deres kommende udspil. I kampen for klimaet ligger djævlen i detaljerne.

Vi må nu vente på Kommissionens udspil til klimaloven, og så beder vi til, at den tager hånd om implementering, monitorering, håndhævelse og ikke går på kompromis, så aftalen overalt i Europa kan føre til reel omstilling.

I Nyt Europa følger vi netop kunsten ikke at gå på kompromis med klimaet, og vi vil gøre vores for at påpege, hvis Kommissionen ikke følger samme mantra. Klimaet kan ikke klare et kompromis.

Artikel bragt på Altinget.dk. Læs her: https://www.altinget.dk/eu/artikel/nyt-europa-eu-skal-sanktionere-slendrian-med-faelles-klimalov?fbclid=IwAR3fz-LmaSBTxN518Pn-1BF9z1M2hA7tAELPcMxVcYoLtw9FuW63GpA3quA

Verdensmålskompetencer som løftestang for ledige akademikere

I disse dage søger tusinder af håbefulde mennesker ind på Danmarks mange universiteter. Mange af disse ansøgere vil før eller siden træde ud i et arbejdsmarked præget af høj ledighed. Ledige akademikere og ikke mindst ledige dimittender fylder ikke bare i statistikkerne men også i debatspalterne på det seneste. Det fyger med påstande om luddovne akademikere og smarte løsninger som en sænkning af dimittendsatsen i arbejdsløshedsunderstøttelsen. Jeg tror ikke overhovedet ikke på et quick-fix og jeg tror heller ikke på, at ledige akademikere bare skal sendes ud i ufaglært job, hvor de skubber andre værdigt trængende væk. Vi ved, at langt de fleste job i dag bliver besat via netværk. Det gør ikke jobsøgningen nemmere for alle. Men netop derfor bør både jobcentre og a-kasser bidrage til at udvide kandidaternes netværk.  

De ledige akademikere skal naturligvis søge bredt og bredere end deres uddannelse og ønskejob lige peger på, for det er ofte svært at komme igennem nåleøjet i top-10-listen på ønskesedlen. Nogle virksomheder har ingen eller kun få akademikere og nogle vil gerne prøve. Derfor kan det være en løftestang at have ekstra ad hoc kompetencer, så virksomheder får mere mod på at prøve en akademiker.

Det kunne for eksempel være more fokus på FN’s verdensmål. Vi ved, heldigvis, at rigtig mange virksomheder gerne vil arbejde med verdensmål og i højere grad adoptere dem i virksomhedspolitikker, visioner og strategier. Mange af dem oplever dog en usikkerhed på hvordan. Derfor kunne det være en god idé at give de ledige akademikere et crash-course i, hvordan verdensmålene kan bruges strategisk. Hvordan screener man sin virksomhed for risici og potentialer for at påvirke omverdenen negativt og positivt? Hvordan kan verdensmålene bidrage til bæredygtig produktudvikling, medarbejderfastholdelse, socialt ansvar, mindre klimapåvirkning, mindre ressourceforbrug, mere ligestilling og mere samarbejde. På den måde kan man give ledige akademikere nogle specifikke kompetencer, som mange virksomheder i den grad kunne nyde godt af.

Vi har prøvet det før på Frederiksberg, med succes. Vi har tidligere tilbudt ledige akademikere et regnskabskursus og senere fundet virksomheder, som var ivrige aftagere. Det samme kunne vi og andre kommuner gøre nu, hvor der efterspørges indsigt og kompetence i forhold til bæredygtighed. Vi har brug for at rykke på den bæredygtige omstilling, på klima og socialt ansvar. Derfor kan vi slå flere fluer med et slag, hvis de ledige akademikere kan gøres til Verdensmålsambassadører og hjælpe virksomhederne med en dagsorden, som stadig er ny for mange, men uomgængelig.

Negativ social kontrol og vold mod etniske minoritetskvinder

Nye rapporter fra VIVE og Als Research belyser en rystende tendens af negativ social kontrol af etniske minoritetskvinder i Danmark. Det hører selvfølgelig ingensteds hjemme. Når Radikale snakker om ligestilling af kønnene, mener vi ligestilling for alle. Med det sagt bliver jeg bekymret når udlændinge- og integrationsministeren mener, at løsningen er at indføre flere bureaukratiske systemer, som straffer de kvinder, der er ofre for undertrykkelsen. Man kan ikke straffe sig til forandring.

I stedet bør regeringen og kommunerne lave indsatser, der understøtter kvinders selvstændighed og selvtillid. På Frederiksberg har vi haft stor succes med et frivilligt undervisningsforløb med det formål at styrke etniske minoritetskvinders personlige og faglige forudsætninger for at komme i job. De 45 kvinder der er eller har været igennem forløbet har modtaget undervisning bestående af reflekterende øvelser, træning af sprog, sociale aktiviteter, virksomhedsbesøg og besøg hos andre relevante organisationer. ”Kvinder i job”-indsatsen har været kørt i samarbejde med Bydelsmødrene. Resultatet har været positivt og op mod 50% af kvinderne, der har afsluttet forløbet, har efterfølgende fået job eller startet på uddannelse. Forløbet har også været en mulighed for kvinderne til at danne sig et netværk, der rækker ud over deres nærmeste familie.

Danner har også for nyligt udgivet en rapport der omhandler vold mod migrantkvinder. Rapporten viser at migrantkvinder er særligt udsatte for partnervold. På Danners krisecenter var 48 % af de udflyttede kvinder i 2017 født i et andet land end Danmark, heraf havde 68 % ikke dansk statsborgerskab. Danner understreger, at det en tendens, vi politiske magthavere kan og bør gøre en meget større indsats for at modarbejde. Det kræver en landsdækkende opsøgende indsats, der skal gå hånd i hånd med et tæt samarbejde med kommuner og de medarbejdere, der dagligt møder de voldsramte kvinder. Kvinderne skal opleve tillid og have kendskab til deres rettigheder.

Jeg har sammen med mine Radikale partifæller netop stillet et beslutningsforslag til kommunalbestyrelsen, om at der udarbejdes en kommunal ligestillingspolitik. Hvis vi kan få den igennem, vil vi arbejde på at gøre indsatsen mod negativ social kontrol og vold mod etniske minoritetskvinder en vigtig del af politikken. For ligestilling er ikke rigtig ligestilling, hvis ikke vi favner alle kvinder.

Du kan læse de forskellige rapporter herunder:

Det er på tide med et opgør med opfattelsen af ældre på arbejdsmarkedet

Politiken har i den seneste tid bragt artikler, som omhandler seniorers oplevelse med negativ aldersdiskrimination, bl.a. fra Kolding og Frederiksberg. Det er en vigtig problemstilling, som kalder på en bredere samfundsdebat om alt fra efteruddannelse og anerkendelse, selvforståelse og selvforsørgelse.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards indspark om, at vi aldrig skulle have afskaffet efterlønnen er bagudskuende og helt i skoven. Det er jo positivt, at folk lever længere og for en stor del bliver længere på arbejdsmarkedet. Det stiller bare krav til, hvordan vi tager hånd om seniorernes arbejdskraft, også når de bliver arbejdsløse. Denne problematik ligger ikke kun hos jobcentrene, men også i virksomhederne. Mange er gode til at fastholde, men meget færre ansætter mennesker i en moden alder. Derfor mener jeg, det er bydende nødvendigt, at vi generelt får langt større fokus på værdien af at have seniorerne på arbejdsmarkedet, som f.eks. stabilitet, fleksibilitet og livserfaring. Vi bliver nødt til at vænne os til, at det er de færreste der vælger efterlønnen, tværtimod er de fleste i slut 50’erne og ældre i dag parate til at arbejde og lære nyt – omstilling er også for dem blevet et grundvilkår.

Det er klart, at seniorer har nogle livs- og arbejdserfaringer, der i den grad kan gavne arbejdspladsen. Men det handler også om, at diversitet i medarbejdergruppen fører til øget produktivitet. Det indebærer selvfølgelig aspekter som køn og etnicitet, men i den grad også alder. Derfor skal alle arbejdspladser, også de offentlige, blive bedre til i ansættelsessituationer at se alder som en kompetence, ikke en begrænsning. Det er ikke kun retfærdigt, men også nødvendigt. I takt med at vi bliver ældre, og pensionsalderen stiger, bliver det jo også et spørgsmål om, at arbejdsmarkedet skal kunne løfte velfærdsstaten.

Jeg runder selv snart de 60 og for mig handler mit arbejde lige så meget nu som tidligere om faglig udfordring og udvikling. Derfor ville det virkelig ærgre mig, hvis jeg blev mødt med en forudindtaget forestilling om, at jeg ikke kan træde helhjertet ind i en ny stilling, enten fordi jeg allerede har det ene ben i pensionskassen, eller fordi jeg simpelthen ikke gider eller kan mere.

Jeg kan ikke udtale mig om detaljerne i sagen om borgeren i Frederiksberg Kommune. Men debatten er et symptom på en bredere samfundstendens, og det er et opgør, som vi bliver nødt til at tage. Ikke mindst fordi den aldrende befolkning kommer til at fylde mere økonomisk. Det er et paradoks, der skal tages hånd om nu, inden det udvikler sig til et større samfundsproblem.

Fremtidens Frederiksberg – det Frederiksberg jeg drømmer om

Den første måned af året er netop gået på hæld, og det nye årti har allerede budt på en masse spændende udfordringer og muligheder. Året 2020 er et år, der på mange måder inviterer til refleksion, ikke mindst på grund af alle de 2020-planer, der gerne skulle se sin indfrielse. Det betyder, at vi igen skal til at se fremad og visualisere det Denmark og det Frederiksberg vi drømmer om. Netop det gjorde jeg i en tale ved Radikale Frederiksbergs nytårskur, der blev afholdt tidligere januar. Talen var mit bud på en 2030-vision inden for nogle af de områder, som jeg mener vi på Frederiksberg skal have særligt fokus på de næste 10 år. Herunder kan du læse et uddrag af talen:

FREDERIKSBERG SKAL VÆRE GRØN – NU

Her på Frederiksberg er det lykkedes, takket være den grønne koalition, at presse flertallet til at fremrykke byens klimaneutralitet til 2030, frem for 2035. Det betyder, at der virkelig skal handling bag ordene og det er derfor også glædeligt, at der er oprettet en klimafond, uanset at den ikke er så stor endnu, så skal den bruges til at understøtte både borgere og etablerede virksomheder og start-ups til at tænke nyt. Ambitionen er, at Frederiksberg bliver et bæredygtighedslaboratorium, hvor det handler om nye opfindelser, nye forretningsmodeller og nye løsninger.

Det Frederiksberg jeg drømmer om, er grundlæggende meget mere grøn. Frederiksberg er en varme-ø med rigtigt meget sten og asfalt. Vi har brug for mere vand i byen. Vi skal have mere natur og biodiversitet i byen. Ladegårds Å bliver åbnet så vi kan gå langs åen i en grøn åpark, hvor det vrimler med insekter og fugle. Ligesom Ladegårdsåen bliver Skt. Jørgens Sø bliver brugt til skybrudssikring med varierende vandstand, som et vådområde, hvor naturværdien øges og biodiversiteten komme i top i og omkring søen. 

I det Frederiksberg jeg drømmer om, har vi også fået flere skolehaver, byhaver og urban farming så endnu flere oplever vejen fra jord til bord, får inspiration til mere plantebaseret kost og til at reducere madspildet.

DET FREDERIKSBERG VI DRØMMER OM ER FRIT

En bæredygtig økonomi gør fri – det gælder såvel den kommunale økonomi som den private. Derfor drømmer jeg om et Frederiksberg, hvor der er balance i økonomien og hvor færre har for lidt.

Vi drømmer om en blandet by med stor mangfoldighed. Derfor er der brug for nye initiativer, for at skabe plads til alle, unge, ældre, familier og enlige – også uden millionindkomster eller velhavende forældre.

Vi ved fra økonomiske oversigter, strukturel udvikling og demografiens udvikling, at der bliver pres på økonomien. Flere bliver over 80, flere børn kommer til og forventningerne er store. I det Frederiksberg jeg drømmer om, er de faglige medarbejdere sat fri, en tillidsreform giver værdi for både medarbejdere og borgere. Fællesskaber og netværk blomstrer, så borger hjælper borger og den offentlige økonomi er vokset gennem boligskatter, grønne afgifter og CO2.

DET FREDERIKSBERG JEG DRØMMER OM ER STÆRKT

Stærkt fordi borgerne er ressourcestærke,
fordi vi har investeret i kultur, dannelse og sammenhængskraft. Mange flere børn møder musikken og de aktive udøvere kommer fra alle samfundslag. Talenterne udklækkes som aldrig før.

I det Frederiksberg jeg drømmer om, har vi de bedste børneinstitutioner og moderne skoler, så alle børn får dannelse og uddannelse, en opvækst som gør dem tillidsfulde, åbne og modige. Den tid med stigende ensomhed, stress, angst og depression blandt børn og unge, har vi lagt bag os fordi vi har fået et Frederiksberg, hvor der er flere mødesteder og miljøer med stærke fællesskaber – det har medvirket til mere robuste unge, som føler sig stærke og rustet til at træffe frie valg om deres fremtid.

Et stærkt Frederiksberg går også forrest i kampen for ligestilling. I hele Danmark er man kommet langt, men der er stadig et stykke vej endnu. For kommunen betyder det, at man har gjort en aktiv indsats, for at skabe lige repræsentation mellem mænd og kvinder. Arbejde af samme værdi betales med lige løn, den ubevidste og strukturelle diskrimination er blevet adresseret og reduceret. 

Og sådan kommer vi tilbage til virkeligheden den 14. januar 2020 – med et helt nyt år foran os, hvor håb kan blive til handling – GRØNT, FRIT OG STÆRKT – og bobler i glasset. Godt nytår!

Bispengbuen

En af vores radikale mærkesager er kommet tættere på at kunne realiseres og vi vil efter valget arbejde hårdt for at få det til at lykkes.

Efter nye beregninger fra Rambøl er projektet med at rive Bispengbuen ned og føre bilerne gennem en tunnel væsentligt billigere end hidtil antaget. Der ser ud til at være et finansieringsbehov i størrelsesordenen 0,5 mia. kr., hvis man antager den byudvikling, som forvaltningen tidligere har anbefalet. Et overkommeligt beløb, så det er det politiske samarbejde mellem kommuner og Stat der bliver afgørende. Der er desuden en del potentielle værdier relateret til projektet, som ikke er regnet med; driftsbesparelser, en mere fremtidssikret infrastruktur og skybrudshåndtering. Og så er der jo hele herlighedsværdien ved nybyggeri i et område hvor grønne løsninger kan få højeste prioritet.

Jeg takker på forhånd for din opbakning til at styrke den radikale stemme på Frederiksberg ved #KV17

Berlingske

Læs mere her:

https://www.b.dk/nationalt/koebenhavns-udskaeldte-fortidslevn-kan-fjernes-billigere-end-troet

 

Visioner for Hospitalsgrunden

Hospitalsgrunden rummer unikke muligheder og borgerne skal med i udvikling af ideerne. Vi ser for os, en bydel hvor bæredygtighed og Verdensmålene er i højsædet. En bydel med blandede byfunktioner, som vedrører alle, med sundhedscenter og uddannelser i tilknytning til social- og sundhedsområdet.  Det bliver således et område for unge under uddannelse, familier og måske seniorer med hang til bofællesskaber. Vi finder det vigtigt at 25% af boligerne som minimum bliver alment byggeri, gerne små lejligheder eller store, fleksible, som egner sig til bofællesskaber. Her kan være værksteder og butikker som rammer for iværksættere, og måske en ny skole.

Jo flere sundheds, skole- og uddannelsesfunktioner der er, jo større indflydelse får kommunen selv på området. Grunden skal udvikles med fokus på at sikre grønne og blå byrum, taghaver til urban farming og med plads til fordybelse.  De bevaringsværdige gamle huse skal bestå, de nye skal bygges cirkulært med genanvendte materialer.

En grøn bydel for unge, familier og ældre skal naturligvis planlægges med unge og ældre, samt byplanlæggere, iværksættere og politikere i et særligt udvalg.

Indløb med social bundlinje er et politisk valg

SocioØ indkøb

En kommune som Frederiksberg bruger hvert år ca. 1 milliard på at købe varer og tjenester, som indgår i kommunens drift. Det spænder fra blyanter, støttestrømper og nye træer til håndværksarbejde, kantinedrift og grafisk arbejde. Samtidig prøver beskæftigelsesforvaltningen ihærdigt at hjælpe udsatte borgere med at blive inkluderet i et arbejdsfællesskab, som på sigt kan føre til et fast job eller en anden erhvervsaktivitet. Spørgsmålet er hvorfor disse ting ikke kædes bedre sammen?

Socialt er næste udviklingsfelt for offentlige indkøb
Kooperationens argumenterer for, at social ansvarlighed kan blive det næste udviklingsfelt for offentlige indkøb. For det første er det med udbudsloven i hånden blevet muligt at stille krav om socialt ansvar og således prioritere leverandører, der tager et socialt ansvar ved at beskæftige udsatte borgere eller løfte andre sociale opgaver. Det hele handler om at bruge de rigtige redskaber i værktøjskassen med indkøbsjuridiske regler, som bl.a. afhænger af ordrens værdi. Uanset er der mange muligheder for at skræddersy udbud så de fremmer social ansvarlighed og innovation.

Status i kommuner: stadig mange muligheder
Det blev også klart da vi hørte om status quo på Frederiksberg, idet både indkøbsafdelingschefen og arbejdsmarkedschefen deltog med oplæg om de eksisterende tiltag. Siden man vedtog en strategi for at fremme socialøkonomi for mange år siden er der ikke sket det helt store. Undtagelsen er den nye satsning på arbejdsmarkedsområdet hvor det nye projekt med Erhvervsindsatsen Payment by Result netop er gået i gang i august.

Nogle kommuner bl.a. Odense er godt i gang med at lave en liste af ”certificerede” socialt ansvarlige virksomheder og der er stort potentiale i en opsøgende dialog og opbygning af en sådan videns- og erfaringsbase.

(…)

Eventet om indkøb med social bundlinje blev afholdt den 12/09 ude i KU.BE.

Hvis du vil læse hele mit indspark om dette spændende emne, kan artiklen findes her: 

http://csr.dk/kommunale-indkøb-med-social-bundlinje-er-et-politisk-valg