Negativ social kontrol og vold mod etniske minoritetskvinder

Nye rapporter fra VIVE og Als Research belyser en rystende tendens af negativ social kontrol af etniske minoritetskvinder i Danmark. Det hører selvfølgelig ingensteds hjemme. Når Radikale snakker om ligestilling af kønnene, mener vi ligestilling for alle. Med det sagt bliver jeg bekymret når udlændinge- og integrationsministeren mener, at løsningen er at indføre flere bureaukratiske systemer, som straffer de kvinder, der er ofre for undertrykkelsen. Man kan ikke straffe sig til forandring.

I stedet bør regeringen og kommunerne lave indsatser, der understøtter kvinders selvstændighed og selvtillid. På Frederiksberg har vi haft stor succes med et frivilligt undervisningsforløb med det formål at styrke etniske minoritetskvinders personlige og faglige forudsætninger for at komme i job. De 45 kvinder der er eller har været igennem forløbet har modtaget undervisning bestående af reflekterende øvelser, træning af sprog, sociale aktiviteter, virksomhedsbesøg og besøg hos andre relevante organisationer. ”Kvinder i job”-indsatsen har været kørt i samarbejde med Bydelsmødrene. Resultatet har været positivt og op mod 50% af kvinderne, der har afsluttet forløbet, har efterfølgende fået job eller startet på uddannelse. Forløbet har også været en mulighed for kvinderne til at danne sig et netværk, der rækker ud over deres nærmeste familie.

Danner har også for nyligt udgivet en rapport der omhandler vold mod migrantkvinder. Rapporten viser at migrantkvinder er særligt udsatte for partnervold. På Danners krisecenter var 48 % af de udflyttede kvinder i 2017 født i et andet land end Danmark, heraf havde 68 % ikke dansk statsborgerskab. Danner understreger, at det en tendens, vi politiske magthavere kan og bør gøre en meget større indsats for at modarbejde. Det kræver en landsdækkende opsøgende indsats, der skal gå hånd i hånd med et tæt samarbejde med kommuner og de medarbejdere, der dagligt møder de voldsramte kvinder. Kvinderne skal opleve tillid og have kendskab til deres rettigheder.

Jeg har sammen med mine Radikale partifæller netop stillet et beslutningsforslag til kommunalbestyrelsen, om at der udarbejdes en kommunal ligestillingspolitik. Hvis vi kan få den igennem, vil vi arbejde på at gøre indsatsen mod negativ social kontrol og vold mod etniske minoritetskvinder en vigtig del af politikken. For ligestilling er ikke rigtig ligestilling, hvis ikke vi favner alle kvinder.

Du kan læse de forskellige rapporter herunder:

Kvæl kvindehandlen i København


9 af kvindehandelens københavnske bagmænd sidder nu på anklagebænken takket være en intensiv politiefterforskning. Det er en sejr for kampen mod kvindehandel.

Bevismaterialet består overvejende af telefonaflytninger. Vidneudsagn, som kunne styrke sagen, og sikre, at sagernes fulde omfang bliver belyst, er det desværre småt med. Det skyldes, at bagmændenes magt uden problemer rækker ud mellem tremmerne på fængselscellen og både ud på gaden og helt hjem til Rumænien, hvor kvindernes familie og slægtninge bor. Kvinderne kan med god grund frygte for repressalier – både eget og familiens liv og helbred – hvis de vidner og dermed bidrager til at give bagmændene den ekstra lange fængselsstraf, som de givetvis fortjener.

Derfor kan vi sagtens risikere, at selv om de anklagede kendes skyldige, så får de en væsentlig mildere straf, end deres forbrydelser berettiger til. Sådan er det, for i et retssamfund skal beviserne selvfølgelig ”holde i retten”. Forklaringen er, at de pågældende kvinder oftest ender med en enkeltbillet retur til hjemlandet, så selv i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en akut trussel mod børn, søskende, forældre eller andre familiemedlemmer, så er incitamentet til at hjælpe politiet stort set nul. Udsigten til den beskyttelse der kunne ligge i bare en midlertidig opholdstilladelse er stort set også nul. Konsekvensen er, at politiets efterforskning besværliggøres, og de få sager, som efter en ihærdig indsats bringes for domstolene, er mindre end de havde behøvet at være. Vi får med andre ord knaldet færre bagmænd for mindre kriminalitet for de samme penge, og dermed frasiger vi os også muligheden for at lægge det maksimale pres på bagmændene og deres ekstremt lukrative forretning.

De helt store tabere er selvfølgelig de handlede kvinder. Men som kvinde og menneskerettighedsordfører mener jeg også, at der både er afgørende principper og værdier på spil. Jeg vil derfor gerne stille følgende spørgsmål. Kan vi fortsat stiltiende acceptere, at disse kvinders nægtes basale rettigheder og beskyttelse, eller har vi som samfund et moralsk ansvar, som rækker ud over vores juridiske forpligtelser?  Er vi ikke tvunget til at gøre vores ypperste for at optimere indsatsen og kvæle kvindehandlen i København – og for den sags skyld i også i resten af landet, hvor fænomenet er mindre synligt?

Nu skal Istanbul-konventionen ratificeres: Vold mod kvinder skal bekæmpes.

Mit indlæg om Instanbul-konventionen og bekæmpelse af vold mod kvinder blev bragt i Kristeligt Dagblad, 16.09.2013. Nu er ratificeringen med i regeringens lovkatalog for det nye folketingsår.  

PÅ INTERNATIONALT PLAN har Danmark en høj profil i forhold til at kæmpe for kvinders ligestilling og ikke mindst kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder. Derfor vil en dansk undertegnelse og ratificering af Istanbul-konventionen også understøtte vores arbejde ude i verden, frem for at den manglende underskrivelse fremstår som et paradoks.

Men vi skal naturligvis have et ordentligt beslutningsgrundlag, når vi i Folketinget skal tage beslutning om underskrivelse og ratificering. Processen tager tid, men fra Radikale Venstres side er vi i udgangspunktet meget positive, og vi ser frem til en afklaring i en ikke for fjern fremtid.

Læs videre “Nu skal Istanbul-konventionen ratificeres: Vold mod kvinder skal bekæmpes.”